Vores dreng er nu 12 ½ år gammel og har altid været sin egen forstået på den måde, at han har markante holdninger, få venner(som i 1-2 stk), er stærk fagligt, men kan ikke fungere i gruppearbejde, hvilket skaber store udfordringer, han er meget følsom over for larm, og vil ikke tale om de udfordringer, der er.
For 3 år siden skiftede han skole efter eget ønske, da han kedede sig og han syntes, at der var voldsomt meget larm i klassen. Vi skiftede til en privatskole, hvor der er færre børn i klassen og han har klart fået flere udfordringer, hvilket han var meget begejstret for de første år.
Det seneste år er vores dreng blevet meget ked af at gå i skole – han har ondt i maven – men primært hovedet, og har haft en del fraværs dage. Han græder, når han vi alligevel har sendt ham afsted, og sidder bare og hænger i timerne. Vi har været ved læge, hvor det konstateres, at han er en sund og rask dreng.
I skolen får vi den tilbagemelding, at han melder sig ud af fællesskabet, fungerer ikke i gruppe og får generelt en ”nedsmeltning” når der kommer krævende opgaver. Det var hans klasselærer, der spurgte ind til om vi kendte til HSP, men hun ønsker samtidigt nogle redskaber til at hjælpe ham, og vil have ham til psykolog, hvad han absolut ikke vil. Vi kan også mærke, at hans klassekammerater ser ham som ”mærkelig”, da han selv fortæller, at de præsenterer ham således, når der er kommet nye til i klassen.
Vores dreng har ikke en fornemmelse, at hvorledes hans sans for retfærdighed stiller ham i fællesskabet – et eksempel er, at der er en dreng fra klassen, der tager en af pigernes mobiltlf. Og laver telefonfis med børnetelefonen. Efter at han flere gange har opfordret til at stoppe det, går han hen og tager telefonen fra den pågældende dreng, med det resultat, at de andre syntes, at han er en lyseslukker. Anders argument er at det er frivillige, der sidder på børnetlf.. Det er naturligvis fantastisk at ens barn opfører sig moralsk, men Anders ser i denne sammenhæng ikke at han igen sætter sig uden for fællesskabet – og dette er blot en af mange situationer. Det største udfordring her og nu er en lejrskole her om et par uger. Vores dreng vil ikke med! – vi har talt med klasselærerene og bedt om tidlig information, således, at han havde overblik over, hvad der skulle ske, og det gav også lidt ro et stykke tid. Men en aften i sidste uge på vores ferie, hvor vi sidder og spiser og hygger, taler om alt muligt andet siger han midt i det hele; ” vi kan også lige så godt få taget den diskussion med lejerturen” – jeg er den eneste, der hører det og spørger, hvad han mener, hvorefter, at han afviser at tale om det. Vi ønsker ikke at presse ham til at tage af sted, da han for det første er for stor til dette, men i ved samtidigt, at det ikke kommer til at fungere. Vi har derfor givet ham en mulighed for, at han tager afsted fra søndag til tirsdag aften, hvor vi så henter ham – vi ved endnu ikke om skolen vil acceptere dette. Spørgsmålet er om vi sætter ham i en endnu værre situation. Han er dybt frustreret over, at skulle forklare over for sine kammerater, hvorfor der er ting, han ikke vil deltage eller ikke kan lide ligesom, at det stresser ham voldsomt, at der hele tiden opstår konflikter.
Vi har tilbudt ham at skifte skole for at komme ud af denne rolle, men han mener ikke selv at det hjælper noget.
Vi ved ikke hvorledes vi skal gribe tingene an både overfor vores dreng, skolen og omgivelserne, da tingene efterhånden spidser til og det tilsyneladende går ind under huden på ham nu.
Hvad gør andre? – hvorledes kan vi introducere vores dreng til begrebet HSP? – findes der en folder, som han kan læse for at forstå, at han ikke er forkert?
På forhånd tak.
Lene og Jesper
Kære Lene og Jesper
Tak for jeres henvendelse. Jeg skal prøve at svare jer og give jer tilbagemelding så godt jeg kan.
Dog vil jeg anbefale jer, at I får supervision af en af vores behandlere I finder på HSP foreningens hjemmeside.
Som jeg umiddelbart ser det har I en dreng, der udover at være særligt sensitiv også er særligt begavet.
Når jeg taler om særlig begavelse tænker jeg ikke på at få testet IQ, men jeg kan forstå at han klarer sig godt fagligt og at han er meget reflekteret.
Både at være sensitiv og særligt begavet skaber kæmpe store udfordringer for de fleste børn.
Det hele bliver meget sårbart for barnet, fordi barnet samtidig reflekterer så meget.
At jeres dreng så samtidig har den udfordring, at han ikke er strategisk tænkende i forhold til sine kammerater men buser ud med sine holdninger, gør det også svært.
Min erfaring er, at det altid er godt at tage udgangspunkt i der, hvor noget er lykkedes.
Hvad var det, der gjorde at han fik det så godt i nogle år på den nye skole??
Er det noget I kan bruge til noget nu?
Derudover bliver jeg nysgerrig på, hvad det var der gjorde at det ændrede sig over tid.
Fik klassen nye lærere, nye elever, nyt klasselokale??? – eller andet.
Når I fortæller om ham, så siger I på den ene side at han ikke vil tale om det, men samtidig så syntes jeg også det vireker som om, han siger meget og har mening om sit liv.
F.eks siger han at I ligeså godt kan få taget den diskussion om lejrskolen. Prøv at spørg lidt ind til hvilken diskussion.
Har han en diskussion med sig selv, eller oplever han at I og lærerne har en diskussion?
Han siger også at det ikke vil hjælpe at flytte skole igen. Det må være fordi han har gjort sig nogle tanker.
Er det hans egen magtesløshed i forhold til ikke at kunne skabe venskaber??? – Er det fordi han keder sig i timerne og han er blevet desillusioneret over før at være inspireret og nu keder sig igen???
Mange sensitive børn har en stærk udviklet retfærdighedssans. Det kan give mange problemer i forhold til de andre børn, fordi de ofte udvikler “politiagtig” adfærd. Man er som forældre nødt til at tale med sine børn om dette og prøve at give dem redskaber til at tackle deres lyst til at blande sig.
Her kan adfærdsregulerende pædagogik være godt. “For hver gang du styrer dig mht. til at blande dig i hvad de andre gør, får du en stjerne. 5 stjerner giver en belønning”.
Tal med jeres dreng om at alle mennesker er forskellige og at han er mere sensitiv end så mange andre, men at det er faktisk også 15 – 20% af alle mennesker; så mange har det ligesådan i mere eller mindre grad. Det er noget, man har med sig hele livet og tackler man det godt, er det en kæmpe gave!!!
Jeg håber I kan bruge mit svar til noget. Jeg kan godt forstå jeres søn ikke vil til psykolog, for han føler ikke, der er noget i vejen med ham, hvilket der bestemt heller ikke er.
Men jeg er sikker på, at han via jeres supervision indirekte kan få hjælp.
Gå ind på HSP foreningens hjemmeside. Her kan I dowmloade foldere og få henvisning til gode bøger om emnet.
Bedste hilsner
Birgitte Hermann
