Jeg er en pige på 19 år.
Jeg skriver fordi jeg håber lidt på, at i ville kunne hjælpe mig med at finde ud af om jeg er særligt sensitiv.. Jeg har hele mit liv følt mig ret anderledes, både godt, men for det meste lidt skidt nu.. Dog syntes min mor, at have opfattet mig som en normal pige da jeg var lille, Jeg havde også en god barndom. Min mor var meget kærlig, dog meget barnlig og opfører sig stadig nogle gange som en på tolv, og det gjorde så også jeg fik det svært i den alder.. Ikke ondt ment, jeg elsker min mor og ved hun ikke kan gøre for det..
Jeg havde også en rigtig god veninde da jeg var lille, og så også nogle andre jeg sås med. Da jeg blev omkring de 10 år, begyndte det at gå meget ned for mig. Mine forældre blev skilt, og jeg følte mig meget i vejen for min far og overset af min mor, samt meget misforstået af dem, mest min far.. Min far havde det med at presse mig til ting, jeg egentlig ikke havde lyst til.. Han blev vred og skuffet når jeg ikke gjorde det han forventede af mig, som jo måske også så ud af små ting som, at besøge mine bedsteforældre.. Det ville jeg egentlig rigtig gerne, da jeg virkelig elskede dem, men jeg var i teenageårene og havde forfærdelig lidt overskud til noget som helst. Jeg sov fire timer efter folkeskolen stort set hver dag og kunne om aftenen igen sove videre. Jeg begyndte også at tage afsked til stort set alle mine veninder, faktisk især min bedste veninde.. Jeg havde det ikke godt og kunne se, det gjorde hende ked af at se mig sådan. Jeg ville ikke belaste hende, og selvom jeg sad på min plads hele frikvarteret og kiggede ud i luften, sad hun mange gange bare sammen med mig, uden at sige noget.. Der var mange der ville hende og hun blev en af de populære piger.. Jeg glædet mig på hendes vegne.. Men prøvede alligevel at undgå hende..
Husker min søster fortalte mig, at hun havde fået min mormor og min mor til at blive venner igen efter et langt skænderi.. Hun sagde da, at jeg så også kunne/burde føre min far og mor sammen igen.. Det tog åbenbart hårdt på mig, jeg var let påvirkelig af andre og troede altid på hvad andre sagde. Tog også mange ting tungt. Jeg brugte altså alt min energi der hjemme og sad på min stol i skolen.. Jeg prøvede at følge med så godt jeg kunne, men jeg havde alt for mange fraværsdage. Jeg hadet skolen, selvom der var to der virkelig prøvede på at blive mine veninder.. Jeg følte jeg skuffede dem hele tiden. Jeg følte endda at jeg skuffede skolens børnepsykolog, som min matematiklære nærmest havde tvunget mig til, at have en samtale med.. Hun var faktisk rigtig sød børnepsykologen og satte lidt mit liv i perspektiv. Hun troede på et tidspunkt jeg havde cuttet i mig selv, taget stoffer og var blevet voldtaget.. Sådan virkede jeg åbenbart, og det var som om hun troede, jeg syntes hun var dum at høre på.. Jeg vidste jeg godt kunne se sådan ud, men det var tvært imod det jeg tænkte. Jeg sagde bare ikke meget. Jeg turde ikke sige noget i timerne, selvom jeg gerne ville.. Mit selvværd var meget lavt. Det er det stadig, dog ikke nær så meget. Jeg følte mig som en zombie i skolen stort set hver dag, sidst på dagen. Jeg følte virkelig jeg så mine omgivelser igennem en skærm mange gange, som om jeg var et andet sted end min krop.. Mine øjne kørte alligevel rundt, for at holde øje med hvad der skete rundt omkring, for hele tiden at orientere mig. Jeg følte mig så fyldt op. Mange gange tog jeg hjem i løbet af en dag.. Endnu engang med følelsen af at have svigtet folk omkring mig, alligevel føltes det ret befriende. Min mor ville hele tiden have mig ud fra mit værelse, hvor jeg bare havde lyst til at være alene.. Jeg kunne bare sidde der i evigheder uden at føle mig alene, uden at kede mig, dog en følelse af at have skuffet folk, uden de vidste det.
Efter folkeskole kom jeg på efterskole som 15 årig.. Min mentor rådede mig til at komme lidt væk fra min sædvanlige omgangskreds. Jeg ville også så gerne lære at være mere social, og få nogle veninder igen.. Men der var åbenbart mange drenge der begyndte at lægge mærke til mig.. Det plejede der ikke at være.. Min kontaktlære skrev “den eftertragtede” på en dagbog hun havde lavet til mig. Jeg blev godt nok overrasket, og følte faktisk endnu et Press.. Jeg havde egentlig ikke interesseret mig for drenge som mange af mine veninder havde. Drengene forhindrede mig lidt i at holde fokus på mit mål, som var at få nogle veninder, hvilket jeg måske heller ikke helt var opsat på.. Jeg følte faktisk slet ikke jeg havde plads til andre end mig selv i mit liv, i den tid.. Drengene blev faktisk min nødløsning til at prøve at lære at være sammen med andre igen.. Det var dumt af mig, i hvert fald dumt af mig at snakke med de drenge jeg gjorde.. Jeg fik aldrig rigtig et netværk, eller en eneste dag til at virke optimalt for mig.. Nogle dage, timer, frokoster og aktiviteter var jeg der, andre var jeg der ikke.. Jeg syntes aldrig der var plads til at slappe af.. Med det, mener jeg alene. To gange af to forskellige personer, spurgte om jeg havde hørt om HSP.. En gang var i folkeskolen, en anden var på efterskole. Begge gange svarede jeg nej og forsøgte heller ikke at finde ud af det.. Jeg prøvede ligesom at undgå der skulle være noget galt med mig.. De fik mig til at snakke med en lære om det, som de mente havde viden omkring dette.. Hun var ikke selv HSP, men altså hun stillede mig nogle spørgsmål efter et skema.. Jeg vidste faktisk ikke hvordan andre havde det i forhold til mig ang. Disse spørgsmål, men kunne stort set sige ja til alle i en eller anden grad.. Men vidste ikke om det var mere end andre.. De var vel også bare bedre til at håndtere dette tænkte jeg.. Men læren sagde altså at jeg ikke var HSP, fordi de ville klart kunne svare ja eller nej til disse spørgsmål.. Derefter syntes min kontaktlære at der skulle findes ud af et eller andet, fordi hun vidste at jeg ikke fandt det helt naturligt at være sammen med andre.. Jeg havde ellers fortalt hende om min fortid.. Hun sagde også at hun syntes at se mig som en helt normal pige, men kunne alligevel godt se jeg havde problemer. Jeg havde før været blevet undersøgt for ADHD, da jeg var lille. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor.. Svaret var negativt.. Hun ville da have undersøgt, om jeg havde en depression.. Jeg havde ellers været ved en læge en gang og svaret var da nej.. Men jeg kom altså til lægen igen og de svarede da også umiddelbart nej, men sendte mig videre til en psykolog og hun kom med vurderingen, at jeg var introvert..
Det er nu to år siden, og har da set mig selv som bare værende introvert, men jeg føler stadig ikke jeg har overskud til andre end min kæreste.. Og skolen, HF som jeg går på, virker lidt på mig som folkeskolen.. Folk ser ud til at have ondt af mig, fordi jeg åbenbart måske nok ser nedtrykt ud… Som om de tror der er sket noget med mig.. Egentlig er jeg bare træt i mit hoved og alligevel kan jeg ikke lade være med at tage alle disse indtryk ind til mig, altså tænke over dem, selv hvis det er en time siden det skete.. Jeg observere rigtig meget.. Det eneste jeg er blevet bedre til er, ikke hele tiden tænke på hvad andre tænker, og så stoppe mig selv fra at tænke overhovedet, bare fokuserer på det der bliver sagt, men alligevel sænke bagud med forståelsen, da jeg så alligevel kommer til at tænke over det personen sagde før det næste.. Jeg er begyndt at stoppe mig selv fra at kigge rundt hele tiden, da jeg er meget forundret over ansigtsudtryk, men det tager også noget af min energi.. Jeg tegner meget og tegner disse ansigtsudtryk jeg ser.. Folk virker imponeret over det.. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme til at opføre mig ,som andre forventer man burde, eller om jeg kan.. Det er bare, smalltalk, det keder mig på en måde.. Og jeg kan ikke se hvordan jeg så skal kunne fungerer i en normal samtale med folk.. Ved ikke engang om det er okay at være sådan.. Min søster er fuldstændig modsat mig.. Hun ser ikke som sådan ud til at være påvirket af mine forældres skilsmisse, og hun har rigtig mange venner, hvor jeg egentlig for det meste snakker med min kæreste, men hun er så også 4 år ældre, alligevel stoppede hun tidligt med at diskutere med mig, fordi når jeg endelig tager en diskussion op, så er det fordi min retfærdighedssans fortæller mig, det ikke kan være anderledes..
Jeg Føler bare der er noget galt med mig.. Har for leden læst lidt i en bog der hedder sensitive unge, og genkender rigtig mange situationer, som personerne der i beskriver.. Især en der hed Alex eller Alexander..
Jeg føler bare overhovedet ikke jeg passer ind nogle steder, ikke engang i min familie, men de er så også en del ekstroverte, og Føler mig så forskellig fra min kæreste.. Er meget forvirret omkring min fremtid og føler jeg mangler svar. Jeg ved ikke om i kan give mig svar ud fra dette, men jeg håber virkelig, og håber ikke det var for usammenhængende.
Virkelig mange tak, hvis du har taget dig tid til at læse dette..
Med venlig hilsen
Louise
Kære Louise!
Tusind tak for dit spørgsmål til vores brevkasse.
Jeg vil prøve at svare så godt jeg kan.
Først og fremmest er det at være særligt sensitiv ikke en diagnose, men et personlighedstræk,
som kan være yderst værdifuldt, men også være meget svær at tackle.
Man fejler altså ikke noget, men er født med nogle meget stærke personlighedstræk, der kan gøre
det lidt svært at leve i nutidens moderne samfund, hvor alt går så hurtigt og der er så store
forventninger til at man skal kunne multitaske og være”på” det meste af tiden.
Mange voksne sensitive har fortalt mig, hvor anderledes de har følt sig altid. Dette deler du med
andre sensitive og det kan være en trøst.
I din lange beskrivelse af dit liv, ser jeg bestemt nogle tegn på at du er særligt sensitiv.
Du tænker, mærker og føler rigtig meget. Du er detaljeorienteret, kreativ og du beskriver en stærk grad af
empati.
Når man har det sådan, overloades man hurtigt og du beskriver hvor træt, du har været efter en skoledag.
Du bliver stadig meget træt.
Som særligt sensitiv er det vigtigt at finde de måder, man får energi på.
Det er vigtigt at finde ud af, hvad der dræner en og så prøve at leve efter ikke at blive så drænet.
Så bevidstheden om at være særligt sensitiv er super vigtig, så ens liv kan indrettes, så man lever
i større overskud. På den måde kan man få overskud til at bruge sine evner bedre og på den måde
leve sit liv mere harmonisk.
Det er absolut ikke nemt, men ved at du nu ved, at der er 15 – 20 % af alle mennesker, der er særligt sensitive
er det måske nemmere for dig ikke at føle dig så anderledes.
Jeg håber, du kunne bruge mit svar på dit spørgsmål, om du er særligt sensitiv.
Venlig hilsen
Birgitte Rosetzsky Hermann
