Krop, sind og ånd er tre dele af det, der gør os til hele mennesker. Kroppen er vores fysiske form, der giver os styrke og forbindelse til verden omkring os. Sindet rummer vores tanker, følelser og evnen til at forstå og lære. Ånden repræsenterer vores dybere, mere intuitive side – den del, der søger mening og forbindelse til noget større. Når de tre dele arbejder sammen, skaber det balance og velvære. Men hvis én del bliver forsømt, kan det påvirke hele vores liv. Ofte er det ånden der forsømmes. Nogle kalder ånden for sjælen eller den ubevidste intelligens.
Anerkendelsen af den ubevidste intelligens i vores samfund har ringe kår – også selv om videnskaben har evidens nok til at dokumentere, at krop, sind og ånd er forbundet. En indsigt vi har fået gennem bl.a. kvantefysikken der fastslår, at alt omkring os er energi, som hænger sammen og påvirker hinanden. Kvantefysikken angiver ligeledes, at hjertet er kroppens stærkeste energicenter, der er forbundet med underbevidstheden, som kan bearbejde information op til en million gange hurtigere end hjernen. Forskere forklarer, at hjertet har sit eget neurale netværk, der gør det i stand til selvstændigt at sanse, føle, lære og huske – uafhængigt af hjernen i kraniet.
Mennesket bliver udsat for millioner af sansninger hver dag, men ikke alt erkendes bevidst, for det kan vi ikke rumme. Alle sansninger registreres dog og lagres i et gigantisk, ubevidst informationsnetværk, som er grundlaget for vores opfattelse af virkeligheden og dermed vores samspil med andre.
Problemet er dog, at vores moderne samfund gør det svært at være i kontakt med vores ubevidste intelligens. Vi bliver presset til at være effektive og tænke logisk hele tiden. Dette er særligt problematisk, for os der er mere sensitive af natur, for fratages vi muligheden for at benytte vores fornemmelser, følelser, intuition og andre udtryk for ubevidst intelligens kan det få alvorlige konsekvenser for den naturlige udvikling. Hvis vi ikke giver os selv tid og rum til det, kan det gå ud over vores trivsel og mentale balance.
Derfor vil foreningen sætte fokus på den ubevidste intelligens, som en naturlig del af det at være menneske, for at fremme den generelle trivsel i samfundet.