Hvad skal man sige til lærerne ved skolestart?

Hvad skal man sige til lærerne ved skolestart?


Ressource Description
mandlig skolelærer står foran tavlen og kigger på elever
Mange forældre spørger: Hvor meget man skal informere lærere og skole om, at der starter et sensitivt barn? Skal de have chancen for at lære mit barn at kende uden, at jeg blander mig? – eller skal jeg fortælle dem det på forhånd?

1. Vores nuværende erfaring er, at flertallet af lærere ikke kender til forskningen i de sensitive træk hos børn. Derfor er der reelt set en chance for, at de kan blive forvirrede og misforstå det, når man fra starten fortæller, at man har et særligt sensitivt barn. Især kan der være risiko for, at sensitivitet bliver sidestillet med sårbarhed og problemer. Den type misforståelse bør undgås, så vi husker barnets resurser og positive bidrag.

2. Fordi kun få lærere kender det sensitive træk, er det en god begyndelse på dialog at spørge læreren: kender du til, at nogle børn er mere modtagelige for indtryk end andre? – og hvad plejer ud at gøre og at anbefale? I stedet for lange forklaringer om sensitivitet kan man spørge til lærerens konkrete erfaringer, lytte, ”stikke en finger i jorden” og få skabt en god dialog. Sensitive børn har altid eksisteret, også før vi begyndte at kalde dem sensitive. Derfor har de fleste dygtige lærere også bred erfaring med, at børn er forskellige og skal mødes individuelt. Mange lærere har rigtig gode og konkrete forslag til forældre, som hjælper til, at man i fællesskab får skabt en tryg vej ind i skolelivet.

3. Vær konkret, løsningsorienteret og positiv. f.eks. min datter har brug for lidt ekstra tid i nye situationer. Får hun det, så aflæser hun situationen og bliver mere klar til at kaste sig ud i ting. Eller: Min søn lærer bedst af kritik, når han får en stilfærdig forklaring på, hvad reglerne er, og hvad man anbefaler ham at gøre i stedet for.

4. Oplever man, at der er en god kontakt, og at læreren er imødekommende, kan man spørge, om læreren ønsker information om de sensitive træk. F.eks. har vi fået tilbagemeldinger fra både forældre og fagpersoner, som har været glade for de 3 siders pdf. , der kan printes ud med Viden og gode råd til fagpersoner fra vores nyhedsbrev maj 2012.

Vi går mere i dybden med veje til et godt liv i skole og institutioner ved seminaret om særligt sensitive børn, som vi holder næste gang den 31. august i København.

Vores overbevisning er, at der ikke findes én vej, som altid virker. I nogle tilfælde har forældre f.eks. stor succes med som det første at fortælle, at barnet er sensitivt. Det afhænger af kemi mellem forældre og lærere, af barnets udfordringer og muligheder og af den konkrete situation. Vi hører gerne fra jer med erfaringer om, hvordan man skaber et positivt samarbejde mellem forældre og lærere.

Den mest ønskelige situation er, at alle lærere i Danmark har grundigt kendskab til sensitive træk hos børn, så man som forældre kan sige det på forhånd og regne med: 1. at barnets sensitivitet bliver forstået, 2. at barnets individuelle personlighed bliver set, så man styrer uden om at “sætte sensitive børn i samme kasse”. Sensitive børn er vidt forskellige pga. påvirkning fra miljøet og fra andre personlighedstræk, f.eks. udadvendt eller indadvendt.

Derfor har vi i øjeblikket travlt med at skrive en bog, som også henvender sig til børns fagpersoner, og vi holder mange oplæg i skoler og institutioner. Heldigvis er der stadig flere fagpersoner, som interesserer sig for de sensitive børn.

Til slut vil vi sende en stor varm tak for alle de bidrag, vi modtager i en stigende strøm. De mange spørgsmål og tilbagemeldinger på vores kurser og seminarer er en kæmpe inspiration i vores arbejde.

Seneste nyhedsbrev fra Sensitiv Balance


Bedste hilsner
Lise og Martin August

Dette indlæg er et udklip fra seneste nyhedsbrev fra Sensitiv Balance

Ressource Details