Sådan tackler du dit vrede barn

Sådan tackler du dit vrede barn


Ressource Description
en vred pige ser skrigende ud
Skrevet af: Susanne Vigsø Grøn
Du lader ham være aggressiv, og så spørger du, hvorfor han er vred. Sådan lyder det simple råd fra familieterapeut Jesper Juul. De mindste børn skal nok have lidt hjælp til at sætte ord på deres vrede, tilføjer en sundhedsplejerske.

De fleste forældre har oplevet deres barn gå amok i arrigskab. Og rigtig mange børn har perioder, hvor de slår, skubber, bider, kaster ting – eller sig selv – hen ad gulvet i vrede. Og de fleste forældre kender også følelsen af magtesløshed, når de ikke ved, hvad de skal stille op.

Men det simple svar er faktisk: Lad aggressionen komme ud. Og spørg dit barn, hvorfor det er aggressivt, råder familieterapeut og forfatter til bl.a. bogen “Dit kompetente barn”, Jesper Juul:

– Børn kæmper på livet løs for at være værdifulde for forældrene. Mennesker bliver aggressive, når vi føler, at vi mister værdi. Vi har brug for at føle, at vi har værdi for mindst ét andet menneske.

– Så når børn udviser aggressiv adfærd, så er det faktisk altid velbegrundet, og det de prøver at sige er egentlig: “Kære voksne, vil en af jer ikke godt komme på besøg i min virkelighed”. Og derfor kan det være en rigtig god ide ganske enkelt at spørge sit barn: “Hvorfor er du vred?”

Ungerne er desperate efter levende voksne
Vi har alle sammen de basale følelser: Aggression, frygt, seksualitet, sorg og glæde. Og vi har brug for at opleve modsætningerne mellem de forskellige følelser. Populært sagt: Hvordan skal vi vide, hvordan det er at være glad, hvis vi aldrig oplever hvordan det er at være ked af det?

– Aggressionens tvilling hedder empati, og den kan ikke udvikle sig, hvis ikke børn får lov at mærke sig selv. Børn skal have lov til både at sørge, grine og være vrede. Men det får de ikke lov til, for de møder stort set aldrig voksne, der viser de voldsomme følelser, mener Jesper Juul.

– Forældre tør ikke gøre sig selv sårbare. De har et filter. Og så bliver ungerne desperate – de savner kontakt. Hvordan skal man lære om menneskers følelser, hvis man aldrig møder dem? Børn har brug for levende voksne. Og de har brug for at have deres egne følelser. Men det giver vi ikke plads til, for vi vil have stille og rolige og smilende børn altid.

Hvordan har din dag været?
Så lad os få menneskerne tilbage i familien, opfordrer Jesper Juul.

– At være levende er lig med at være irrationel. Hvis far og mor lader som om, at de aldrig har haft en dårlig dag, så er det heller ikke muligt for barnet at sige, at det har haft en lortedag. Lad være med at spørge smilende: “Har du haft en god dag?” for hvad skal barnet svare på det? Spørg hellere: “Hvordan har din dag været?” og vær parat til at tackle et negativt svar, for så får du mere at vide om, hvordan dit barn har det.

Hjælp dit barn med at sætte ord på vreden
Sundhedsplejerske Else Guldager opfordrer til, at forældrene undersøger, hvad der sker for barnet, når det bliver vredt.

– Nogle vil kalde det at sætte ord på barnets følelser… Man kan fx sige: “Jeg kan se, du er vred – ville du gerne blive ved med at lege med den bil, som Ali har nu?”. Eller: “Du bliver vred, når jeg siger, du skal i seng nu, tage tøj på, rydde op etc”…

– Og så skal man acceptere de følelser, barnet viser. En del forældre vil gerne transformere vrede til andre følelser, som fx ked-af-dethed.

Else Guldager giver disse gode råd, når dit barn bliver rasende:

  • Vis barnet at du er der, og er interesseret i, hvad der sker for dit barn
  • Lade dit barn vise sin vrede
  • Forsøge at sætte ord på, hvad det er, der sker… Du blev vred fordi….
  • Lytte til dit barns svar, og måske ramte du ikke lige, hvad det var… Lad dit barn fortælle, råbe, græde.
  • Lære dit barn, at det ikke må skade andre, når det bliver vred.
  • Overveje hvordan du har det, når dit barn ødelægger ting i vrede (vil det fortryde det bagefter? (så bliver det en erfaring rigere)) – ødelægger fælles ting, andres ting (vil du forhindre det?)
  • Overveje om du kan hjælpe dit barn til at få sin vrede ud på en god måde (fx slå i en pude, bide i noget, tegne det grimme osv.)

Sådan kan du forholde dig, når du selv bliver rasende:

  • Stå ved dine følelser, men tage hensyn til at der er et barn til stede.
  • Hvis dit barn er lille og ikke kan have del i, hvad der sker for dig – gå VÆK fra dit barn, så du ikke kommer til at skade det i raseri.
Ressource Details