Sensitive børn i skolen - fra en lærers vinkel

Mit navn er Dorthe Kastberg Rasmussen. Jeg er selv særligt sensitiv, har 2 børn som er sensitive på vidt forskellige måder og er lærer. Jeg har de sidste 2 år arbejdet med det sensitive personlighedstræk i skolen.

Jeg har altid være optaget af, hvor forskellige børn kan være i en klasse. Jo mere jeg lærte om det særligt sensitive personlighedstræk, jo mere gav tingene mening for mig, specielt med de faglige briller på. Jeg har derfor brugt de sidste 2 år på at lave tiltag i mine klasser og udforske, hvad der hjælper de sensitive bedst muligt i undervisningen.

Alle tekster er skrevet primært til lærere, men også til skoleledere og andre fagpersoner tilknyttet grundskolen. Der er 3 hovedafsnit:

  1. At spotte sensitive elever
  2. Konkrete tiltag
  3. Portræt af 3 elever

unge skoleelever sidder koncentreret midt i en prøve

At spotte sensitive elever

Her kan du læse, hvordan du får øje på de særligt sensitive elever i dine klasser – de udgør ca. en femtedel af dine elever og de kan være sensitive på forskellige områder.

Her vil individuelle samtaler kunne fortælle rigtig meget om elevens tankegang. Sensitive mennesker er som regel rigtig gode til at fortælle, hvad der foregår inde i kroppen på dem. Forældrene vil også kunne bidrage med megen nyttig viden.

  • Hvis barnet er blevet overstimuleret i løbet af skoledagen, forekommer det dog ofte at eleverne først reagerer, når de kommer hjem i trygge rammer. Det kan gøre det rigtig svært for os som fagpersoner at se de enkelte signaler, de måske måtte sende os.
  • Her er det vigtigt at lytte til forældrene. De er måske ikke klar over at deres barn er særligt sensitiv, men kan f.eks. fortælle at eleven er meget vred eller ked af det hver dag efter skole. De kan være trætte pga. søvnunderskud, hvor forældrene fortæller at de bliver puttet tidligt, men kan alligevel ikke finde ro og derved falde i søvn.
  • De kan insistere på at smide sko og strømper som noget af det første hver morgen, eller nægte at tage flyverdragt på hvis I skal på legepladsen.
  • De kan gå i selvsving hvis de bliver beskidte, får sand i skoene, eller tøjet bliver vådt.
  • De kan reagere voldsomt hvis de skal have nye pladser i klassen, eller andre omvæltninger.
  • Det kan være de børn, som konstant fortæller hvad alle de andre har gjort galt. Det gør de som særligt sensitive ikke af nogen ond mening, eller for at hævde dem selv, men fordi at det i deres verden er så vigtigt, at vi lever efter de regler vi er blevet bedt om at følge.
  • Det kan være de børn som konsekvent trækker sig helt ind i sig selv
  • De børn som konstant ryger i konflikt, særligt efter kl. 12. Det kan også være de børn som bliver udadreagerende jo længere op af dagen man kommer.
  • De børn som bryder sammen, hvis de tegner udenfor stregerne, eller ikke skriver snorlige som de have fået besked på. De børn som regner en opgave forkert og enten bryder sammen, får et raserianfald eller trækker sig helt ind i sig selv.

Alle disse børn kan have det sensitive personlighedstræk i stedet for at være dårligt opdragede eller have en psykisk diagnose.

Her kan man med fordel have en bred samtale på klassen, og lade eleverne svare på et spørgeskema, man kan lave. Det er vigtigt, at du stiller lukkede spørgsmål. F.eks.:” synes du det er svært når der sker nye ting i klassen?”. ”Har du det bedst med at få en gennemgang af skoledagen hver morgen?” ”Har du svært ved at sove om aftenen, fordi du tænker rigtig meget?”. ” Kan strømperne drille og mærkerne i tøjet kradse?” ”Lægger du mærke til alle mulige lyde, når du skal læse?” O.s.v.

Ved at lade dem svare på sådanne spørgsmål kan man spore sig ind på, hvem der kunne være særligt sensitive. Det vil gøre det lettere at observere andre træk i skolen, eller få en snak med forældrene om forældrenes observationer derhjemme.

  • Mere præcise observationer kunne gå på de samme ting som under indskolingen.
  • På mellemtrinnet bliver fremlæggelser også en større del af dagligdagen i skolen, og her skal man være opmærksom. Der vil oftest være en del piger, men evt. også enkelte drenge som reagerer voldsomt over at skulle fremlægge ved at blive vrede, kede af det eller gå i sort. Det er vigtigt ikke at presse dem, men lade dem komme med forslag til, hvordan en fremlæggelse foran klassen ville kunne blive en mulighed. Jeg har god erfaring med at lade dem fremlægge kun for mig som lærer samt enkelte af deres veninder/venner som de er trygge ved. Så kan man langsomt udvide antallet, og give dem succes ved fremlæggelser.
  • Lejrskoler, overnatninger, legeaftaler osv., vil man også hurtigt kunne opleve voldsomme reaktioner. Igen er det vigtigt at få forældre og den enkelte elev på banen. Det er så vigtigt at lytte til, hvad de har at sige og igen ikke presse dem. Lade dem komme med forslag til, hvad der kunne være en eventuel løsning. Om det så er at de er med på lejrskole om dagen, men kommer hjem og sove eller andet. Jo flere succesoplevelser, jo hurtigere vil de blive parate til at kapere hele oplevelsen næste gang. Det skal dog nævnes, at nogle sensitive børn aldrig bliver klar til at overnatte ude med skolen.

Udskolingen er ofte skelsættende for mange særligt sensitive. Identitetsdannelsen gør det i forvejen svært for unge at finde ro og falde til. Hormonerne raser, de skal konfirmeres, de skal vurderes uddannelsesparate, fritidsinteresser, fritidsjob, fester, bumser, kærester, osv.

Det er alt sammen udfordrende nok i sig selv, men er du oveni særligt sensitiv, bliver det voldsomt at skulle kapere. Der er ikke meget luft i skemaet til at fordøje alle disse indtryk, og risikoen vokser for at det bliver for meget.

Jeg har haft en del elever som døjer med angst, svære selvværdsproblemer, stresssymptomer, selvskade, begyndende spiseforstyrrelser og meget mere. Det kan alle teenagere få, men de særligt sensitive er i højrisikogruppen. Og vi skal som fagpersoner være ekstra opmærksomme.

  • Teenagere føler sig i forvejen ofte forkerte. Men særligt sensitive unge er så opmærksomme på alt og alle omkring dem, hvilket gør dem meget beviste om at de er anderledes. Hvorfor har jeg ikke lyst til at tage med til fest, hvorfor har jeg bare brug for at komme hjem efter skole, og ikke sidde og hænge ud på den lokale grillbar, hvorfor orker jeg ikke at have et job, hvorfor piner det mig, at mine lektier ikke er lavet, hvorfor vil jeg som dreng ikke med ud og vælte rundt på en fodboldbane, men hellere sidde og læse en god bog, hvorfor bliver jeg pludselig meget ked af det eller vred?
  • Perfektionismen spiller ofte ind i særlig grad, når de når teenageårene. De får så ekstrem brug for at have kontrol over et eller andet, at filmen ofte knækker. De bliver målt og vejet i alle fag, og det tager hårdt på deres energier. De har i den grad brug for pauser, hvor de kan lade deres batterier op. Ikke kun når de kommer hjem, men bestemt også i skoletiden. Her kan det igen anbefales at lave individuelle aftaler med hver enkelt elev.
  • Fremlæggelser og eksamen bliver et mareridt. Læg mærke til de elever, som går i panik.
  • Mange af de særligt sensitive har ofte fravær enten først på ugen eller sidst på ugen. Læg mærke til, om der danner sig et mønster. Det kan være enormt svært at skulle op i gear igen efter en weekend eller ferie og de kan blive fysisk syge ved tanken om det. Ligeledes kan de være så brugte sidst på ugen, at de ganske enkelt ikke orker flere krav, indtryk eller lignende. Det har ikke noget at gøre med, at de skal tage sig sammen; der er ikke noget, de hellere ville. De kan ganske enkelt ikke, da de ikke har lært at disponere deres energi. Ved daglige skemalagte pauser lader de løbende op. Så  løber de ikke tør for energi eller overskud så hurtigt.
  • Stiller nogle rigtig mange spørgsmål, og virker ekstremt usikre, kan dette også være et tegn. Sensitive er meget kvalitetsbevidste. Og det værst tænkelige ville være, hvis de begik en fejl. Så de har ofte brug for at stille 100 spørgsmål, før de kan give sig i kast med en opgave. Det er irriterende for enhver lærer. Men at skælde dem ud og sige, kom nu bare i gang, hjælper intet. De vil så slet ikke kunne koncentrere sig om opgaven, men vil i stedet bekymre sig om, hvorvidt de nu laver en fejl. Anerkend i stedet at de har brug for at være helt sikre på opgaven inden de begiver sig i kast med det og bed dem evt. vurdere hvilke spørgsmål er vigtigst. Måske det kunne besvares af sidemakkeren i stedet for af læreren.
skoledreng tager sig til panden imens han regner

Konkrete tiltag

I nedenstående afsnit kommer jeg med generelle råd til, hvad der i hverdagen kan hjælpe med at opretholde balancen på elevens stimulikonto. Rådene er inddelt i afsnit, alt efter hvilket pædagogisk emne det hører under.

Du skal ikke bruge alle rådene, men plukke dem, som passer til dine elever og til dig. Mange af rådene er relevante for alle elever uanset personlighedstræk og kunne samles under overskriften God undervisning for alle.

  • En tryg hverdag er alfa omega:  Som lærer har jeg altid haft den tilgang, at elever er til for at tale med. Fra andre lærere har jeg imidlertid hørt følgende kommentar rigtig mange gange. ”Det er bedre at være en strid banan de første måneder, så eleverne kender grænserne, og så kan man altid vise dem sine gode sider bagefter” Det har jeg altid undret mig over. Hvorfor er det, det skal være nødvendigt at skælde ud og råbe højt. Børn kan tale, og de fleste børn er ret så gode til at udtrykke sig selv. Så hvis man hviler i sig selv som lærer, er ærlig og autentisk, mærker de så ikke helt naturligt, hvor grænserne går?  Der er selvfølgelig de elever, som altid går lige til grænsen, og helst lidt over, men de kan vel også snakkes med. Min erfaring siger mig i hvert fald, at ingenting bliver bedre af at råbe og skælde ud. Tværtimod. Det kan godt være det hjælper på en enkelt elev i klassen, fordi det desværre er det, de er vant til hjemmefra. Til gengæld så sidder der syv andre i klassen, som er sensitive og som får det fysisk dårligt af det og derved lukker ned for læring. Derved er man jo lige vidt.  Velvære og trivsel hænger sammen med læring. For alle.
  • En klar dagsorden kan også hjælpe mange. Hver mandag gennemgås ugens skema, specielt hvis der er ændringer. Det samme gør sig gældende hver morgen, og ved hver timestart. En tydelig gennemgang af timen gør underværker. Forudsigelighed giver tryghed, og derved overskud til det faglige indhold. Det gælder alle elever, børn som voksne, med og uden det sensitive personlighedstræk.
  • En fælles forståelse i klassen er særlig vigtig for de særligt sensitive. De føler sig ofte anderledes, da de er så bevidste om deres egne og andres handlinger. De kan mærke de ikke er som alle andre. Klassen har brug for at vide det er OK, at Emilie sidder inde i lokalet fem min. ekstra for at spise sin mad eller at Anton engang imellem springer i luften og derved fortæller ”jeg har brug for en pause”. Denne anerkendelse af deres ønsker er især vigtig for de ældre elever, da risikoen for, at de ellers trækker sig socialt, er stor.
    Som lærer kan du komme langt med at fortælle, at alle mennesker er forskellige og har forskellige behov. På den måde undgår du en forfejlet dem-og-os-tænkning mellem elever med og uden fx det sensitive personlighedstræk.
    Det kan varmt anbefales at bruge klassens tid til at snakke samlet på klassen, eller engang imellem lave gruppesamtaler med de særligt sensitive. Det giver dem en enorm tryghed at vide, at de ikke er alene med deres tanker, bekymringer, udfordringer osv.
  • Dit humør betyder meget. Dårlige dage kan ikke undgås og en stresset hverdag er svær at komme udenom. Men særligt de sensitive elever mærker det, og bliver påvirket af det. Fortæl dem hvordan du har det. Et ”Jeg er lidt kort for hovedet i dag, da jeg har rigtig mange møder, og mange klasser. Det har ikke noget med jer at gøre” kan gøre underværker. På den måde behøver de ikke bruge energi på at afkode stemningen.
  • Mindfulness øvelser er konstruktive at bruge forebyggende. Så undgår du overstimulering hos alle elever uanset træk og hos dig selv. Mindfulness, afspænding, vejrtrækningsøvelser er desuden en af de ting, som alle dine elever vil have stor glæde af – uanset deres personlighedstræk.
  • Et roligt klasseværelse er vigtigt. Mange lærere har ideen om at et rart klasseværelse er fyldt med plakater, lyskæder, billeder osv. Det er noget vi gør i den bedste mening, da lokalet nødigt skulle være kedeligt for eleverne. Men for de særligt sensitive er det unødvendig stimuli. Det er noget de skal forholde sig til, til trods for, at det måske altid har hængt der. Det er et forstyrrende element for deres koncentration. Så vælg det, der skal på væggen med omhu.
    Et ur på væggen kan også være en forstyrrende faktor, hvis det har en høj lyd. Skal de sidde og læse en bog eller tekst, kan det være rigtig svært at koncentrere sig hvis uret har høje lyde, nogle er forkølede og hoster, nogle klikker med en kuglepen eller andet. Med de større klasser kan man med fordel lave aftaler om at få lov at læse i et stillerum eller ude på gangen, hvis der er mere ro. Musik i ørene eller ørepropper kunne også være en mulighed.
  • Madpakker kan være rigtig krævende. I de små klasser kan det være svært at koncentrere sig om at spise efter en time, hvis der er meget uro i klassen, eller et tidspres hængende over hovedet. Det kan være rigtig svært for dem at omstille sig efter en times stimuli. Det tager tid at få placeret informationen fra timen og først der er der plads til at koncentrere sig om at spise. Det bedste man kan gøre er at give dem ekstra tid. At de f.eks. får lov at blive inde 5-10 min ekstra alene, når de andre går ud. På den måde får de ro til at spise færdig, og får en pause fra flere stimuli. Et stabilt blodsukker er også en afgørende faktor for en afbalanceret dag.De ældre klasser kan få svært ved at spise, da de ikke synes, det er rart, at andre kigger på dem. Lad dem få lov at sidde og spise selv eller igen få lov at blive inde 5-10 min ekstra.
  • Afskærmning kan virke positivt for nogle. Afskærmning kan være svært at til  godese i et lille klasseværelse, men så vidt muligt giver det mest for barnet, hvis det hverken kan se eller høre andre. Når man når ud i at afskærmning bliver nødvendigt, er der ofte tale om en nedsmeltning eller total overstimulering. Hvis energien skal samles igen, kræver det, at de føler de er alene. Nogle har måske brug for, at en voksen sidder ved siden af så vidt som muligt.
  • Placering i klassen kan også være med til at hjælpe mod overstimulering. De skal helst sidde foran i klassen, eller ude langs væggen med ryggen til resten (man kunne her bruge at placere hele klassen langs væggen hvor de så bare vender sig mod midten ved brug af tavle eller Smartboard). På den måde undgår de sensitive børn at bruge krudt på at følge med i, hvad alle andre laver, piller ved el. Musik i ørene er også altid godt og har tit en afstressende effekt for mange særligt sensitive børn.
  • Stillerum er guld værd for særligt sensitive børn og unge. Kan du kun gøre een ting, er det nok et stillerum du skal etablere. Et sted hvor de kan gå hen og samle energi. Hvor de er helt alene og hvor der er helt roligt. Der kan sagtens sidde flere børn i samme rum, hvis man blot sætter skillevægge op. Snak med din skoleleder muligheden for oprettelse af flere stillerum og evt. opsyn med dem i pauserne.
    Når det først er blevet en vane for børnene, kan de få gavn af at bruge stillerummet i undervisningen. En ekstrovert udadreagerende sensitiv elev med brug for en pause midt i en time, vil selv kunne gå derop og få ro i 10-15 min og vende tilbage til undervisningen.
    Jeg har erfaret, at 10-15 min pause, hvorefter de igen kan koncentrere sig om det faglige, er bedre end at de spilder en hel time ved ikke at kunne koncentrere sig, være kede af det eller lave ballade og forstyrre de andre.  Pauser og ro uden stimuli er nøgleordet for de fleste sensitive børn.  Også mange børn uden det sensitive træk vil have glæde af pauser uden stimuli.
  • Ture ud af huset/Lejrskoler. Her er eleven helt på udebane. Det kan være meget utrygt og er forberedelsen til turen afgørende. Jeg har brugt at finde billeder, når vi gennemgår turen. De små klasser har fået en dagsorden med billeder med hjem nogle uger før. Så kan de snakke med deres familier, og nå at stille spørgsmål, hvis der er noget de er usikre på. Nogle gange kan det være en fordel hvis forældrene kan deltage på turen. Det giver eleven tryghed, men samtidig er eleverne en del af fællesskabet og får en succesoplevelse.
    Med de større elever har de som regel stor glæde af at have en nedskrevet detaljeret plan for dagen. Et billede af stedet er også en ide. Det kunne fx være en tur til Aros. En detaljeret beskrivelse af hvornår bussen kører, om det forventes de går samlet eller? Hvornår de har pause, om de skal have madpakker med eller om nogle tænker de vil spise på en cafe, hvor mange penge de ca. skal bruge, hvornår de skal hjem, lærerens telefonnummer, hvis nu de bliver væk eller er der måske mulighed for at gå sammen med læreren for at undgå frygt for at blive væk.Disse information er sammen med et billede af Aros, udstillingen eller lignende vil give en tryghed og forudsigelighed, som vil være grobund for succes.
    Lejrskoler kan blive et større problem, da nætter væk hjemmefra er slemt for mange sensitive. Det kan hjælpe, hvis en forældre er med. Det kan hjælpe,hvis de blot er med om dagen, men hentes til natten. Hvis de sover sammen med læreren, er 100 % forberedt på hvad og hvordan turen skal foregå. Har været derude før hvis nu det er i Danmark. Jeg har haft gode erfaringer med at børnene har haft et familiebilledalbum med, og altid haft mulighed for at ringe hjem. For nogle børn vil det give ekstra hjemve, men for de særligt sensitive vil det ofte give en tryghedsfornemmelse, som vil få dem til at slappe af.
    Kendte ritualer  hjemmefra kan også hjælpe.
  • Anerkendelse er et nøgleord når man har med særligt sensitive børn at gøre. Skæld ud, både individuelt og kollektivt kan være altødelæggende for dem. Det er meget ubehageligt for dem, selv hvis det er en af klassekammeraterne, som får skæld ud. De mærker alle følelser og stemninger i rummet og vil bruge rigtig meget energi på at få fordøjet oplevelsen. Denne fordøjelsesproce vil fjerne fokus fra det faglige eller sociale. De skal selvfølgelig have de samme tydelige rammer som alle andre børn og reglerne er de samme. Man ville bare ikke få noget ud af at skælde dem ud, tværtimod vil det ofte give bagslag.
    Brug i stedet anerkendende tilgang og snak med dem med mindre de er overstimulerede. De introverte nyhedssøgende eller ekstroverte sensitive kan blive meget udadreagerende ved overstimulering, og her er det bedre at sørge for at få dem væk fra situationen og vente til ”fredstid”, hvorefter læreren kan snakke med dem.
    Man (eleven) kan først reelt lytte, når man har fået lejlighed til at komme væk fra at hjernen kører på højtryk i ’hjernens 112’ og over i ’tænkehjernen’, hvor hjerneaktiviteten foregår i midten af hjernen. Se indlægget om Trivsel og læring med inspiration fra hjerneforsker Poul Bak andet steds her på siden.
    Eleverne vil ofte være kede af det bagefter, da de godt ved de har handlet forkert. Forklar dem reglerne stille og roligt, dine forventninger til dem, samtidig med du anerkender dem. Det vil have en langt bedre effekt og vil få deres nervesystem til at slappe af.
  • Humor kan være både godt og skidt. Ironi kan være svært for mange af de sensitive børn, da de ofte tager tingene meget bogstaveligt. Så hvis ironi bruges, vil det være en ide at sikre sig eleven har forstået det, inden samtalen afsluttes.
    Humor kan dog samtidig afhjælpe en tilspidset situation og være med til at forhindre en nedsmeltning hos en overstimuleret udadreagerende elev.
  • Klassens postkasse – et værktøj.
    Mange særligt sensitive har svært ved at sige ting foran hele klassen, specielt hvis der er noget de gerne vil ændre på. Det øver de selvfølgelig under de eventuelle gruppesamtaler, men for nogle vil det tage år at lære. Jeg har gjort meget brug af en postkasse hvor de kan skrive alt til. De kan også stille spørgsmål.
  • Differentieret tid til opgaver er som regel nødvendigt og vil hjælpe rigtig mange særligt sensitive elever. Det kan være svært for mange af dem at skulle præstere under pres, da de er perfektionistiske og har fokus på at gøre det bedst muligt. Jeg oplever tit elever som kan tingene udenad, og forældrene fortæller hvor meget de har øvet derhjemme. Når de så kommer til enten en fremlæggelse eller en test, scorer de meget lavt (de fleste sensitive præsterer ringere, når de bliver iagttaget imens). Ved at give dem lidt ekstra tid slapper de som regel mere af. Man kan blive bedre ved at øve sig, men det tager lang tid.
    Læs mere om fremlæggelse og mundtlige præstationer i et afsnit længere nede på siden.
  • Vikardækning kan skabe usikkerhed og give de sensitive elever en svær dag. Det er en forandring, og det kræver tid til mental forberedelse. Forældrene har et stort ansvar her. De skal sørge for at få tjekket intra i de små klasser, så de kan forberede eleverne hjemmefra. Det kan dog være en fordel, om en af klassens lærere kunne komme forbi klassen om morgenen og forberede dem på ændringen.
  • Uheld og dertilhørende smerter kan fylde rigtig meget for et særligt sensitivt barn. Mange af dem føler smerte på en mere intens måde og kan derved reagere voldsomt, hvis de slår sig. Specielt i de mindre klasser vil man opleve børn som skriger, hvis de får en skramme, et myggestik eller en bule. Det er her vigtigt at anerkende deres følelse og ikke fortælle dem de skal tage sig sammen eller at det ikke gør ondt. Hvis det sker i et frikvarter, kan det være en fordel at lade eleven sidde og få en pause og lige sunde sig. Gerne med en voksen ved siden af, som kan give nærvær.
  • Overgange kan være svære. Det at gå fra time, til frikvarter, til time igen kræver rigtig meget omstilling. Nogle dage kan eleverne have brug for ”alenetid” i et stillerum fremfor en overfyldt legeplads med larm. Når de kommer ind fra frikvarter, har jeg god erfaring med at starte timen med en stille aktivitet, som kan få nervesystemet i ro. Det kunne f.eks. være 5 min. højtlæsning i de mindre klasser.
    Det er generelt vigtigt, at eleverne er forberedte og ved hvad de skal.
  • Fremlæggelser kan som nævnt være et problem for mange særligt sensitive. Præstationsangsten og tanken om at fejle eller blive grint af, gør det umådelig svært for dem at gennemføre en fremlæggelse. For nogle kan det give angstlignende symptomer, for andre søvnløse nætter. Det er vigtigt ikke at presse dem ud i noget de ikke er klar til. Det er ikke overdrevet eller pjat hvis de siger fra. Ved at presse dem risikerer vi blot at mindske deres selvværd.
    Snak i stedet for med dem om, hvad de selv ser som en løsning. Det kunne være de fremlagde derhjemme i trygge omgivelser, men at forældrene filmede dem. Produktet kunne ses i timen.
    Det kunne også være, at de fremlagde alene for dig, fremlagde for dig og en lille gruppe fra klassen som de selv udvalgte? Løsningerne er mange, og hvad der virker for den ene virker ikke nødvendigvis for den anden.
  • Gruppearbejde kan være svært for mange. Nogle sensitive elever kan være udfordret på det sociale, men selv de socialt ’velfungerende’ kan have vanskeligheder ved gruppearbejde, da det rummer for mange stimuli. De vil helst bestemme, da de derved har kontrollen. Men samtidig tager de ansvar for alt og hvis en i gruppen ikke lever op til den sensitives forventninger eller lærerens krav, kan det vælte hele læsset. De skal selvfølgelig øve sig i at være i gruppesammenhænge, men det skal gøres på de rigtige tidspunkter. Er eleven presset pga. familiære situationer, terminsprøver, emneuge eller hvad det måtte være, kunne det være en fordel at lade eleven arbejde alene, eller i en to- mandsgruppe. Det kunne også være at lade eleven vælge gruppen selv. Snak med eleven om muligheder, hvis du mærker modstand mod gruppearbejde.
  • Idrætsundervisningen – Når der står idræt på skemaet, får mange særlige sensitive børn og unge desværre reelt ondt i maven eller får det fysisk dårligt. Det er ikke, fordi de ikke gider deltage i idræt. Mange af dem er aktive i fritiden, men vilkårene for idrætsundervisningen er ikke optimal.
    For de børn som er meget sensitive på det taktile (fysiske) område, kan det at skulle have tøjet af, have nyt tøj på, til undervisning, tøjet af igen, i bad og tøjet på være et mareridt. Det er så mange sanseindtryk for dem på ganske kort tid. Udover det foregår omklædningen i et lille omklædningsrum hvor akustikken er elendig. Det lugter af en 10 forskellige slags shampoo, 10 forskellige slags parfumer, sure tæer, sved, græs og meget mere. Hvis undervisningen ligger først på dagen, kan resten af dagen være ødelagt. De udadreagerende vil ofte bagefter have en dag fyldt med konflikter.
    Mine erfaringer siger mig, at det igen handler om forberedelse og det at tage dem med på råd. Sensitive børn kan i en meget tidlig alder fortælle os hvad de har brug for og hvad hjælper dem.
    En synlig plan over idrætsundervisningen i klassen gør rigtig meget. Derudover kan det være en stor fordel at nævne på klassen dagen før, hvad planen nøjagtigt er dagen efter. F:eks.: Vi skal have en opvarmning, hvor vi spiller stikbold og derefter skal vi spille kids volley.For de stille forsigtige særligt sensitive børn kan det også være en fordel, at de er med til at vælge, hvilket hold de er på. Målet for dem er, at de deltager i undervisningen og får prøvet kræfter med alle idrætsaktiviteter, så de er bedst muligt rustede til en eventuel eksamen i 9 kl. Om de så skal være på det samme hold hver gang er i mine øjne helt i orden. Trygheden ved et kendt hold giver dem muligheden for at prøve noget nyt.
    Nogle af dem vil også have behov for lige at sidde i 5 min. og observere aktiviteten. Særligt hvis det er noget nyt de skal prøve kræfter med. Det er ikke fordi de ikke vil deltage, men ved at se spillets gang, reglerne og holdet, finder de igen tryghed og kan deltage.  Ved en åben og ærlig dialog med klassen, er der heller ikke nogen, som mener det er snyd.
    Jeg giver dem også gerne et timeout i løbet af en idrætslektion. Støjniveauet er højt, stemningerne kan gå i bølger, presset er stort; alt sammen noget som er enormt krævende for børn, som ser verden under en lup og mærker alle stemninger. 5-10 min. midt i en time alene i omklædningsrummet kan gøre en kæmpe forskel for dem, som er meget fysiske følsomme. Tit behøver de ikke bruge det, når blot de ved de har muligheden (!)
    Det sidste, som skal nævnes betyder meget for mange særligt sensitive. Det kan være svært at komme over i nye rammer, hvor der er mange samlet og fysisk højt til loftet. Det at sende de stille sensitive over til omklædning 5 min før alle andre og lade dem komme ind i gymnastiksalen/hallen som de første elever kan gøre en kæmpe forskel. De når at omstille sig i fredelige omgivelser samt have roen til at forberede sig til undervisningen.
    Ligeledes er det godt at sende dem ud 5 min før, så de kan gå i bad i ro og fred og derefter nå over i klassen og lande, inden resten af klassen kommer. Det giver dem en pause hvor de kan nå at fordøje alle de indtryk de har fået.
    Idrætsundervisningen kan styrke deres selvtillid, men desværre også der mange sensitive, som har dårlige oplevelser idræt med i bagagen. Snak med dem og lad dem fortælle, hvad der skal til for dem for at idræt bliver en succes. De vil rigtig gerne være med.
4 glade drenge holder armene om hinanden

Portræt af 3 elever

Sofie er en dygtig elev, som stræber efter det perfekte rent fagligt. Hun har svært ved at acceptere karakterer under 7 og så helst alle karakterer lå på 10/12. Det sker dog sjældent. Hun får som regel middelkarakterer. Hun ligger ikke i den øverste del af IQ skalaen, men hun ligger bestemt over gennemsnittet. Hun har en dybde og en indsigt, som gør hende i stand til at se mange forskellige nuancer af en sag. Presset fra omgivelserne og fra sig selv spænder dog ofte ben for hende. Hendes overskud eller mangel på samme har stor betydning for hendes præstationer.

De første uger, jeg underviste klassen, så jeg en højtrøstet pige, som var frembrusende i alle henseender. Hun tromlede de andre i klassen, hun fløj rundt på gangene i pauserne, hun blev ofte vred og aggressiv, hun var svær at få noget konstruktivt ud af i idræt, da hun råbte og skreg, og ingen havde lyst til at være på hold med hende. Hun var svær at få øjenkontakt med, hun havde sjældent tid til at sidde stille og spise, hun skulle 100 ting i løbet af en time, og der var generelt en uro omkring hende. Jeg hørte fra flere sider, at hun nok havde ADHD, som aldrig var blevet behandlet.

Fagligt fik hun for lidt ud af det i timerne og socialt røg hun ofte i konflikter. Hun havde af en eller anden grund et mærke på ryggen, som tiltrak alle intriger i miles afstand. Ingen tog hende seriøst hverken lærere eller elever. De så en pige, som selv opsøgte problemerne. I mine øjne var hun en overstimuleret pige, som var blevet misforstået rigtig meget af sin skoletid.

Jeg brugte et par uger på at observere hende både i timerne, men også i frikvarterne, når jeg havde gangvagt. Jeg så, hun brugte alt sit krudt i pauserne. Hun skulle være 10 steder på en gang, forholde sig til alle mennesker på en gang, opretholde den hårde facade, hun havde særligt overfor de populære drenge på skolen. Jeg så nogle elever, som var bange for hende og som flyttede sig, så snart hun kom gående på gangen. Jeg så en klasse, som trak sig fra hende ved gruppearbejde, holddeling i idræt men som ofte søgte hende i pauserne.  Jeg begyndte at hive hende til side både i frikvarterer og timer og lavede opmærksomhedsøvelser med hende. Hun skulle øve sig i at mærke sin krop og holde øjenkontakten med mig, når vi snakkede.  En dag blev det hele for meget for hende og hun brød helt sammen.

Hun forklarede, at hun ikke kunne klare det mere. Det var, som om hun var ved at blive kvalt. Hun kunne ikke klare, at alle ville snakke med hende, alle ville være venner, og at alle forventede, hun altid var med, hvor der var fest. Hun havde slet ikke lyst til at være til mere. Hun fortalte desuden, at det værste, der kunne ske i løbet af en dag var, at hendes mor var hjemme, når hun kom hjem fra skole. Hele hendes dag drejede sig om at få fred, når hun kom hjem, inden hun skulle videre til sport om aftenen.  Jeg kontaktede forældrene, som så det samme billede derhjemme. En pige som tit løb tør for energi, og kunne blive vred og ked af det.

Jeg blev enig med Sofie og hendes forældre om at vi skulle forsøge at hjælpe hende med at disponere hendes energi, så hun ikke løb tør.  Til at starte med blev der indført daglige pauser. Hver formiddag og eftermiddag skulle hun bruge pausen i stillerummet, som vi fik oprettet på skolen. Her sad hun og læste eller hørte musik. I spisepausen gik hun hjem og spiste og var helt alene. Det hjalp rigtig meget, men nogle dage havde hun også brug for en pause i løbet af timen. 5-10 min. udenfor, hvor hun enten bare fik luft eller løb en tur gjorde underværker for hende.

Det næste var at få klassen til at forstå, at Sofie ikke var den hårde negl, de troede hun var. Den efterfølgende klassens time samlede vi klassen og fik dem fortalt, at Sofie var særligt sensitiv. Sofie fortalte, hvordan hun havde det og hvor ked af det hun var over altid at blive misforstået. Efter den dag øvede klassen sig på at sige til Sofie, når hun kørte i for højt et gear. De vidste, hun ikke mente noget med det, hvis hun blev højtråbende.  Det krævede meget øvelse – og gør det stadig – for Sofie at mærke efter, inden hun bliver overstimuleret. Hun er en pige, som både det sensitive og det såkaldt nyhedssøgende personlighedstræk og som gerne vil have alt med. Men hun fungerer ikke, hvis hun ikke mærker efter og disponerer energien rigtigt. Det ses netop også tydeligt på hendes karakterer og resultater.  Det er vigtigt at møde hende med forståelse og guide hende, i stedet for at køre hårdt mod hårdt.

I en emneuge havde hun knoklet alene med et produkt og havde virkelig presset sig selv. Hun havde netop valgt at være alene i gruppen, da hun så kunne fokusere på det faglige i stedet for at blive drænet af gruppedynamik.

Da produktet skulle præsenteres, blev det alligevel for meget for hende og hun fik en forkert start på fremlæggelsen. Hun stammede og begyndte at ryste. Angsten for at fejle blev for meget og hun blev rigtig ked af det.  Hun fik så en pause og hun og jeg tog en snak om forventninger. Hun fik sat ord på, hvad det var der var gået galt og fik samlet sig selv igen. Derefter gik hun ind og fyrede en super fremlæggelse af.  Var hun blevet presset til at fremlægge uden en pause, var resultatet ikke blevet særlig godt. Hårdt mod hårdt i disse situationer er det værste man kan gøre. Giv dem i stedet lov til at samle sig selv og få sat ord på, hvad der sker inde i hovedet på dem. Så vil de brillere.

Søren er altid blevet misforstået i skolen. Han har været den dreng som hang i gardinerne, rodede sig ud i ballade, deltog aldrig fagligt, endte med at blive smidt ud af den gamle folkeskole. Der var forventninger til ham om at han var grov, voldsom, udadreagerende, at han deltog socialt i alt, at han var klassens konge og var med på alt.

Han rykkede ud på en lille friskole, og der faldt mere ro over ham. Skolen mener selv, det er fordi de har sat ham stolen for døren, og fortalt ham hvad der sker hvis han træder et skridt ved siden af. Jeg tror derimod, at forandringen skyldes, at han er kommet i en lille klasse på en lille skole, hvor der er ro og struktur. Han bliver helt konkret ikke overstimuleret så ofte som før. Han skraber bunden fagligt, men kan hvis der er ro om ham, præsterer han til middel. Han giver dog ofte op og har negative forventninger til sig selv:  ”Jeg kan lige så godt lade være, for jeg kan alligevel ikke finde ud af det.”

Efter at have udfyldt et spørgeskema og en længerevarende snak med mig viser det sig, at han er sensitiv. Han er detaljernes mand og kan ikke koncentrere sig, hvis der er larm. Han kan ikke have, at  andre rører ved ham og han kan ikke klare hvis programmet bliver lavet om. Han er perfektionistisk til fingerspidserne og det bliver mere og mere udpræget. Hans tøj skal hænge snorlige i skabet, hans ting skal være på deres plads og alting skal være som det plejer, før han trives. Han er meget taktil-følsom, – sand i sko beskidte fingre, lyde, lugte, mærker i tøj generer ham meget.  Her efter jul er der sket noget med ham. Han er blevet kort for hovedet, han råber op og bliver provokerende, specielt overfor autoriteter, som stiller krav, han kan ikke koncentrere sig fagligt og virker fraværende.  Forklaringen var at det nye år begyndte med terminsprøver, karakterer, uddannelsesplaner og eksamenssnak. Det tog pusten fra ham. Der er høje forventninger hjemmefra, men hvis drengen ingen selvværd har, er det svært. Han skriger efter ro og orden og tingene forandrer sig meget for tiden, og de skal hele tiden noget nyt. Det er ikke rart for ham.  Der er nu indført daglige pauser og han får lov at arbejde alene hvis der er gruppearbejde. Det har igen givet ham overskud og konflikterne er nedtrappet.

Sune er 8 år gammel. Han elsker skolen og har rigtig mange venner. Han synes det er spændende at lære, og fagligt er han meget dygtig. Det er svært for ham at sidde stille, men skolen har skaffet en skammel, som kan vippe og det hjælper ham.

Han ryger dog dagligt i konflikt, som noget af det første hver morgen. Han kommer nemlig dårligt nok ind i klassen, før han tager sine strømper af. Hans klasselærer forstår ikke hvorfor han gør det. Sune kan ikke selv forklare det, men bliver hysterisk, når læreren siger han skal tage dem på igen. Læreren tager det som trods og det ender hver morgen i en magtkamp. Samme problem opstår, når de skal ud i frikvartererne. Han vil aldrig have flyverdragt på. På en god dag kan de til nød overtale ham til at tage overtræksbukser på.
Der bliver skrevet meget frem og tilbage med forældrene. Alle parter er frustrerede.

Forældrene falder over en artikel om særligt sensitive drenge, og tager det med på et møde. Det bliver nu tydeligt, at Sune tager strømperne af, fordi syningerne generer ham. Forældrene får fat i strømper uden syninger, og problemet med strømperne forsvinder de fleste dage. De dage hvor de stadig generer, er som regel de dage, hvor Sune i forvejen er presset. Nu ved læreren hvorfor og kan anerkende problemet så de ikke ender i konflikt.

Ligeledes gælder det overtræksbukserne. Sune mærker straks hvis bukserne ikke sidder rigtigt inde under overtøjet eller hvis ærmet kravler op. For Sune har det været vigtigt, at han kommer ud af klassensom den første, så han har tid til at tage overtøj på i ro og fred og få det til at sidde rigtigt. Han har lært forskellige tricks som han kan hjælpe ham med at få tøjet til at sidde rigtigt.

Det fantastiske ved at have særligt sensitive børn i klassen

4 unge drenge og 2 piger går foran skolen

Giver man særligt sensitive elever de optimale rammer, og den respekt og anerkendelse de har behov for, vil de blomstre og nå uanede højder. De vil være en styrke for klassen, og være et godt spejl på klassens trivsel.

unge studerende sidder koncentreret og skriver

Det er en fordel, hvis I kan få én ud og fortælle om det at være særligt sensitiv i skolen. Kontakt HSP-foreningen, så hjælper vi gerne med at få skaffet de rette kontakter til oplægsholdere.

Til skolelederen

Hvis man virkelig skal hjælpe de særligt sensitive i skolen, er det vigtigt at hele skolen har en retningslinje for det. Det nytter ikke noget, det kun er en enkelt lærer som arbejder med emnet. Sensitive børn findes i alle klasser, i flere forskellige afstøbninger. Så et bredere kendskab i hele lærerkollegiet vil være at foretrække.

Jeg oplever, at det er vigtigt, at skolelederen går foran og skubber på. Mange tror, at det er at diagnosticere eleverne og give dem et stempel i panden, men det er det tværtimod. Det er blot en hjælp til at få skabt en bedre trivsel samt optimale læringsmuligheder hos alle jeres elever.  Sensitivitet er heller ikke en sygdom, men et ganske udbredt personlighedstræk, som findes hos 15-20 % af alle (se introduktionen til trækket her LINKINLINK) . Der er ligeledes  sandsynlighed for en en del af de såkaldte diagnose- eller bogstavbørn (ADHD, Aspergers mv.) i virkeligheden ikke er syge, men blot har det højsensitive personlighedstræk. Et træk som oven i købet rummer utrolig mange ressourcer. Det er ikke tilfældigt, at det højsensitive træk opfattes som eftertragtelsesværdigt i fx Asien og at de sensitive børn dér er de mest populære elever.


Som leder har du har desuden nøglen til at skabe de rette fysiske rammer for eleverne. Det kunne være oprettelse af stillerum på skolen, retningslinjer for hvordan pauser må afholdes, hvilke hjælpemidler der bestilles hjem – her tænker jeg særligt afskærmninger, høretelefoner, sansestimulerende skamler, kuglepuder eller lignende. Mere om det senere.

Jeg kan kun varmt anbefale, at I tager emnet op på et personalemøde. Få dine medarbejdere til at læse hjemmesiden her. Derefter kunne der diskuteres i grupper, hvordan man ønsker at gribe det an i de forskellige teams. For der er ingen tvivl om, at det er et emne som vil skabe røre i andedammen.

Reflektioner fra en lærer

Det er spisepause, klokken har ringet ud. Anne i 3. kl. får for 7 gang at vide, at hun skal skynde sig at spise madpakken, så hun kan komme ud. Anton fra 1 kl. råber og skriger igen i dag over, at han skal have strømper på i støvlerne, inden han skal ud. Magnus fra 5. er igen røget i konflikt med de andre drenge fra klassen, og er godt i gang med at slå løs med en pind ude i skolegården. Cecilie og Emilie fra 7. kl. sniger sig langs væggen, og Sebastian og Alexander fra 8. klasse har igen lavet ballade i timerne inden, og sidder nu nede ved kontoret.

Snakken går på lærerværelset, og den falder hurtigt på de forkælede unger, som enten aldrig har fået et nej eller altid er blevet pakket ind i vat. Man bliver hurtigt revet med, og der spreder sig en fælles negativ stemning.

Men kunne det tænkes der var en anden grund til at (nogle af) børnene ikke opfører sig, som vi helst så de gjorde? Kunne det tænkes, at det ikke er bevidst, at børnene opfører sig, som de gør? Kunne det tænkes at det faktisk ikke altid er forældrenes skyld?

Jeg har været en af dem som sad på lærerværelset, og rev mig selv i håret over de unger, som absolut skulle stille sig på bagben hver eneste dag, lige meget hvad jeg gjorde. For 2 år siden fik jeg dog øjnene op for det særligt sensitive personlighedstræk, og siden da har meget ændret sig. Nu ser og forstår jeg hvorfor (nogle af) børnene gør, som de gør.  Disse børn gør hvad de kan, hvis og når de kan. Der vil selvfølgelig være børn, som trænger til mere hjælp, end vi kan give dem i skolen. Der findes også børn som primært har en diagnose så som ADHD, Asperger eller Autisme. Disse børn er i de fleste tilfælde allerede inkluderede i klassen, men vil også have brug for mere støtte i undervisningen, end vi kan give dem i dag.

Den hverdag vi præsenterer alle elever for hver dag – hvor de skal passe ind i en meget snæver kasse, hvor de er stuvet sammen 28/29 elever i hver klasse, hvor de har lange dage, og kravene kun bliver flere og flere – gør intet godt for de fleste børn. De særligt sensitive børn er dog under ekstra pres, da de oplever alle krav og hele verden meget mere intenst end andre børn. Det kræver en indsats fra vores side som fagpersoner.


Heldigvis skal der ikke meget til at lette de flestes hverdag, og gøre den mere overskuelig og tålelig for både elever og lærer.

smilende kvindelig lærer og elever i baggrunden der skriver på tavle

Modelfoto

"Giver man særligt sensitive elever de optimale rammer, og den respekt og anerkendelse de har behov for, vil de blomstre og nå uanede højder. De vil være en styrke for klassen, og være et godt spejl på klassens trivsel."

Bliv klogere på særlig sensitivitet