Sensitiv mand, 50 år, gift, to børn.

Sensitiv mand, 50 år, gift, to børn.


Ressource Description
moden mand har en samtale med nogle kolleger

Modelfoto

En af foreningens mandlige medlemmer har sendt os denne beretning om det at være sensitiv og mand. Vi siger mange tak.

Egentlig er jeg på mange måder en ganske almindelig mand først i 50’erne. Jeg er gift, kan endda snart fejre sølvbryllup, har to drenge og en hund. Jeg er almindelig af udseende, vejer de ”obligatoriske” 5 kg for meget og har ladet naturen farve mit hår i en – synes jeg selv – klædelig grå nuance. Men på et afgørende område er jeg ikke som de fleste – jeg er særligt sensitiv.

Endnu er det at være særligt sensitiv for de fleste et ukendt begreb, og at være særligt sensitiv mand kunne de fleste måske mene berettiger én til, efter sin død, at blive udstoppet og få sin egen montre på zoologisk museum. Men de findes altså, og jeg er som sagt en af dem.

Nogle vil måske straks spørge, om det er anderledes eller værre at være særligt sensitiv mand end særligt sensitiv kvinde. Til det kan jeg kun svare, at det ved jeg ikke. Jeg mener ikke selv at have været født som kvinde i et tidligere liv, og har derfor kun prøvet at være særligt sensitiv mand, og det kan i hvert fald indimellem – faktisk ret ofte – byde på en del udfordringer.

Det er i hvert fald min erfaring, at det i de fleste parforhold ikke er manden der hænger sig i en uheldig udtalelse fra naboen eller en kollega, et møde med en person der virker lidt mere stille end sædvanlig eller næsten kan lugte, hvordan kemien er mellem to mennesker. Men sådan er jeg skruet sammen – ikke fordi jeg har lyst – men fordi mine sensorer konstant er på (over)arbejde og registrerer alle de signaler, der måtte være at opfange.

Min kone har engang sagt det på den måde, at jeg oplever verden uden filter, og det beskriver faktisk meget godt, hvad det vil sige at være særligt sensitiv. Derfor synes jeg også selv, at det at være særligt sensitiv i et vist omfang falder inden for kategorien ”den bløde mand”. Og hånden på hjertet: Hvem har egentlig lyst til at se sig selv i den kategori…? Så indrømmet: Ikke sjældent forbander jeg denne egenskab langt væk, og må også erkende, at den har gjort det relativt vanskelig for mig, at indgå i kammeratskaber med andre mænd. I disse relationer får jeg lidt for tydeligt understreget det handicap det er, altid at være den, der hænger sig i petitesser og ikke er i stand til at ignorere tvetydige ytringer, halvdrillende bemærkninger – kort sagt alt det hvor man ikke er 100 % sikker på den bagvedliggende intention. At mit eget ambivalente forhold til det at være særligt sensitiv ikke er et enkeltstående tilfælde bekræftes også af, jeg endnu har til gode at møde blot én enkelt mand, som tør stå ved, at han har en forøget sensitivitet!

Render jeg så rundt og er trist til mode det meste af tiden, vil nogen måske spørge. Nej heldigvis ikke, men samtidig skal det dog ikke være nogen hemmelighed, at det koster en del ekstra energi, at man ikke har evnen til at sige ”pyt med det – det betød nok ikke noget” eller ”det mente han nok ikke noget med”. Som person er jeg den, hvor glasset er mere er halvtomt end halvfyldt, med andre ord en eftertænksom type der let kan tage sorgerne på forskud, og hvor problemer let kommer ud af proportioner. Jeg har også vanskeligt ved uforbeholdent at glædes, og mit stemningsleje kommer generelt let under nullinjen. Om dette skyldes, at jeg har arvet et depressivt sind og er disponeret for en let grad af personlighedsforstyrrelse, eller det skyldes at jeg er særligt sensitiv – det er nok vanskeligt at svare på. – Men at være tvunget til at absorbere livets tilskikkelser uden filter vil nok hos de fleste afføde et sind, hvor der skal kæmpes lidt for det gode humør.

Er der så slet ingen fordele ved, at være særligt sensitiv mand? Jo, man mærker ikke kun sin omverden mere tydeligt end andre, man mærker også sig selv mere tydeligt. Det har for mig betydet, at jeg efter 25 år i det private erhvervs liv og en uventet fyring valgte at skifte arbejdsområde. Mit tidligere arbejde havde mest været inden for salg, salgskoordinering, opgaveplanlægning, tekstarbejde o. lign. De forskellige jobs havde alle budt på interessante arbejdsopgaver, men jeg manglede alligevel at have en fornemmelse af, at man brugte sin særlige sensitivitet. Derfor fik jeg efter fyringen i 2011 af min familie lov til at påbegynde pædagoguddannelsen som netstuderende. D. 22. januar d.å. dimitterede jeg som pædagog, og i slutningen af maj måned begyndte jeg i et barselsvikariat inden for socialpsykiatrien, hvor jeg yder pædagogisk vejledning og bostøtte i borgernes eget hjem. Både i dette arbejde og i mine to lange praktikforløb har jeg virkelig kunnet gøre brug af det at være særligt sensitiv. Jeg har erfaret, at empati og evnen til at kunne reflektere over sig selv og egne handlinger, der begge er meget centrale værdier i pædagogfaget, i et vist omfang forstærkes af den forøgede sensitivitet. Naturligvis ligger der heri også en risiko for, at man påtager sig borgernes problemer og tager ”arbejdet med hjem”. Her er det så blot vigtigt at holde sig for øje, at man ikke kan (og skal!) overtage borgernes problemer, og at de ikke får det bedre af, at man selv går ned med flaget. Det har for mig været en vigtig grundpille i at kunne fungere i mit nye arbejde, og jeg har en tro på, at den kan være med til, at min særlige sensitivitet ikke trækker mig ned, men derimod giver mig en ekstra dimension i mit virke som pædagog. – Og at det (måske) endelig at være kommet på den rette hylde, kan gøre det lidt lettere at være særlig sensitiv mand!

Jørgen

Ressource Details