Elaine Aron – Nyhedsbrev marts 2014

Elaine Aron – Nyhedsbrev marts 2014


Ressource Description
profil af Elaine Aron
TAK til Pia Larsen, som har været så hjælpsom at oversætte Arons seneste nyhedsbrev

Elaine Aron’s nyhedsbrev ”Comfort Zone” 19. marts 2014

”Ville du være villig til at sidde hos en døende, du ikke kendte?”

Da jeg i sin tid skrev de ca. 60 sætninger, som senere blev til 27 spørgsmål i HSP testen, var denne en af dem. Jeg skrev den selvfølgelig, fordi jeg regnede med, at HSP’ere nok ville sige ja, og jeg havde ret. Jeg kan ikke længere huske, hvorfor vi ikke tog den med i testen, men jeg synes den siger noget vigtigt om os.

Det er selvfølgelig sådan, at ikke alle HSP’ere vil føle sig godt tilpas i sådan en situation. Og hvis den døende betyder noget særligt for os, hvis det f.eks. er ens barn eller ægtefælle, vil det være en unik situation. Men evnen til at sidde hos en døende er noget, der kendetegner os. Måske er det den ”åndelig vejleder” i os.

Jeg har nogle gange spøgt med, at når kongen ligger dødeligt såret på krigsmarken, overrasket over, at det kunne ske for ham, så kalder han på sin åndelige vejleder – en præst, en shaman, en brahmin eller hvem det nu er (og jeg har sagt før, at mennesker, der får sådan nogle betroede poster, sikkert er HSP’ere). Kongen ved, at denne person kan forklare ham meningen med det hele.

Det er nok mere sandsynligt, at en HSP’er ville prøve at hjælpe kongen til at finde ind til sin egen forståelse af meningen med det hele. Jeg går ud fra, at grunden til, at vi føler os så godt tilpas i den rolle, til dels er vores empati – de meget aktive spejlneuroner, som jeg vender tilbage til i en senere artikel. Det skyldes måske også, at vi godt kan lide dybe samtaler. Ved et dødsleje stopper small talken – eller den døende ønsker i det mindste, at small talken stopper. Det kan godt være, at det menneske, der sidder ved den døende, ikke er klar over det, men small talken skal stoppe. Nervøse mennesker, som ikke ved hvad de skal stille op, vil blive ved og ved med at tale, men det der er brug for i situationen er et menneske, som kan gå i dybden.

Jeg tror også, at HSP’ere forstår det, som jeg hørte på et kursus i pleje af en døende: ”Ethvert menneske skal have en god død, ikke en godkendt død”. Med det mener jeg, at folk ofte tænker, at de ved hvordan den døende bør dø – med eller uden at ”gøre rent bord” overfor familiemedlemmer, som den døende ikke har kontakt med, med eller uden genoplivning eller smertelindring, med eller uden andre omkring sig, dø hjemme eller ikke hjemme, med bønner og musik eller ikke. Alt dette bør besluttes af den døende, og HSP’ere er meget bedre til at forstå dette og finde ud af hvad den døende ønsker.

Jeg tænker ved mig selv ”Er dette emne for makabert for Comfort Zone”. Så husker jeg det spørgsmål, som jeg indledte denne artikel med, og hvordan de fleste HSP’ere besvarer det. Det er ikke makabert for os. Vi er tiltrukket af sjælens dybder, livets mysterier og det, der er på den anden side. Vi er villige til at være til stede. Til at holde hænder, massere fødder, lytte til åndedrættet og vente på øjeblikke med bevidsthed og ønsker eller tanker, som hviskes i grænselandet mellem liv og død. Vi kan ikke klare time efter time på denne måde. Det er der ingen, der kan. Men vi er ofte helt klar over, hvornår vi skal være til stede, og hvornår vi kan slappe af, og have det ok med, at hvis den døende dør før vi ser ham eller hende igen, så var der ikke flere vigtige ting at sige.

Som I måske kan regne ud, har jeg for nylig haft en oplevelse med dette – ja, en HSP’er der gør dette for en jeg elsker og som jeg ikke kan være hos. Men jeg har også en erfaring med selv at sidde ved et dødsleje. Hvis du endnu ikke har prøvet det, vil det komme, og så vil du føle en usædvanlig og overraskende styrke, som er en del af dig. Jeg har prøvet at forklare det her, men det kan jeg egentligt ikke.

Det er ganske enkelt en del af de fleste af os.

Ressource Details