Har du husket at spørge dig selv, om det er kortisolen værd ?

Har du husket at spørge dig selv, om det er kortisolen værd ?


Ressource Description
profil-jannie-friis-rydahl

Mange af os lever et liv i overhalingsbanen, hvor vi skal ræse ud ad døren om morgenen for at nå at aflevere vores kære afkom, inden vi skal sidde i bilkø eller i et tætpakket tog på vej ind til vores arbejde. Det er et vilkår, som mange har affundet sig med, og som de fleste heller ikke ser et alternativ til, da regningerne jo skal betales og der også gerne må være råd til at rejse, gå ud at spise, en tur i biografen osv.

 

Jeg er selv vokset op med forældre, der begge havde fuldtidsarbejde og sjældent var nærværende over for mig. Der var råd til både sommerhuse og rejser flere gange om året, men de mest værdifulde øjeblikke i mit liv som barn var, når min mor og jeg cyklede i skoven på forårsdage og plukkede gule kodrivere fra skovbunden eller når min far satte mig op i trillebøren fyldt med nyslået græs og kørte ræs med mig på græsplænen. Lige der mærkede jeg mine forældres nærvær og det var guld direkte ind på min trivselskonto.

 

Vi er efterhånden blevet så vant til at gøre vores tilværelse op i penge og i materielle goder, at vi mange gange glemmer at mærke efter, hvordan kroppen egentlig har det. Ofte handler vi først på vores instinkter, når kroppen har råbt ”vagt i gevær” længe nok og kortisoltallet – også kendt som stresshormonet – i blodet er så højt, at vi kan have svært ved at genkende os selv.

 

Humøret svinger måske op og ned og vores tolerance over for vores nærmeste kan være reduceret ind til næsten ingenting. Garderoben har vi måske også måtte udskifte, da nålen på vægtskiven har rykket sig mere end, hvad godt er eller måske kan vi ikke slippe af med trætheden uanset, hvor meget vi sover. Hukommelsen svigter måske også af og til og evnen til at holde fokus på arbejdet kan være yderst vanskelig, da listen med gøremål i hjemmet er så alenlang, at selv med en uges fri fra jobbet, så når man ikke i mål.

 

Et liv i overhalingsbanen kan for mange være meget opslidende og det kan koste på andre konti end dem i banken. Det kan gå ud over vores helbred og vores relationer og reducere vores overskud til at kunne dyrke vores hobbyer, mødes med familie og venner eller gøre andre ting, der kan fylde os op med energi og livsglæde. Passer vi ikke godt nok på os selv, kan en stresset tilværelse i værste fald også ende med at ramme vores økonomi i tilfældet af, at vi mister vores arbejdsevne. Og det kan ramme vores børn – ikke mindst.

 

Børn bliver i den grad påvirkede af en tempofyldt hverdag med voksne, der har mere travlt med at ”jonglere med bolde” end at være nærværende over for dem. Børn kan reagere på en stressfuld hverdag med at være mere kontaktsøgende, grådlabil, have hyppigt ondt i maven, være udadreagerende og ofte komme i konflikt med andre børn. Børns adfærd er derfor en god indikator for, hvor højt de voksnes kortisoltal er, for jo mere stressede vi voksne er, jo flere tegn på mistrivsel udviser vores børn også. Man kan dog ikke entydigt sige, at mistrivsel hos et barn udelukkende skyldes stressede forældre, men det kan være en medvirkende årsag, som vi forældre har muligheden for at gøre noget ved selv.

 

I dag er jeg selv mor til 4 skønne børn i alderen 5-15 år og jeg har nok grundet min egen opvækst aldrig været i tvivl om, at mine børns ve og vel er det vigtigste ansvar, vi har som forældre. Jeg har aldrig ville gå på kompromis med mine børns behov for nærvær og tid til restitution.  Jeg har derfor altid kæmpet for at indrette mit arbejdsliv derefter. Det er lykkes og i dag hjælper jeg andre med at gøre det samme i min virksomhed ”Sensitive Living”.

 

Det kan dog hurtigt lyde som om, at det har været ”a piece of cake” for mig at træde uden for samfundsnormen. Det har det bestemt ikke. Min personlige rejse involverer både sygemelding med stress, skilsmisse, kræft og et forfærdeligt brud med en tidligere partner, som medførte adskillige retssager. Alle disse oplevelser under jeg ikke selv min værste fjende, men erfaringerne har lært mig, at jeg i den grad skal lytte til min intuition og til mine kropslige signaler.

 

Jeg spørger derfor altid mig selv, om det er kortisolen værd i min egen krop og i mine børns, inden jeg siger ”ja tak” til en ekstra arbejdsopgave, en social aftale osv. Det vil jeg også opfordre dig til at gøre, for det er altid OK at sige fra, for at kunne tage godt vare på sig selv og sine børn.