MYTE 1 – Særligt sensitive er svage

Øh WHAT får man næsten lyst til at råbe!
Det er nok en af de mere sejlivede myter, som slår rødder tilbage i et gammelt menneskesyn og leveregler.

Før i tiden kunne mange godt (og nok stadig) se det at vise følelser som svagt. Følelser var noget man pakkede væk, og klarede for sig selv.

Hvis man viste følelser var det det måske fordi man ikke kunne klare det selv, eller var svag og havde brug for hjælp.
I dag ved vi heldigvis mere, men levereglerne forfølger os ind i dette årti.

Som særligt sensitiv tager vi utrolig mange stimuli ind. Det at kunne håndtere dem, og navigere i dem langt hen af vejen… Tja er det svagt? Det må vist næsten være det modsatte.

Nogle gange hvis du er fanget i en kronisk overstimulering og er overvældet kan det måske føles svagt.
For mange børn, unge og ja nok også ældre som føler sig anderledes og misforstået, kan man måske føle sig svag.
Det har dog intet med svaghed at gøre.

Det handler om vi har glemt at passe på os selv, og vande vores rødder.

Pauser, ro, tid til refleksion, mennesker som tanker os op, mennesker som lytter til os, osv. kan være det vand vores rødder har brug for.

Det kan tage tid at nå dertil hvor du ved hvad der skal til for at du kan stå i din superkraft – nemlig det at være særligt sensitiv.

Brug lidt tid på at reflektere …

• Har du hørt denne myte?
• Har du oplevet at føle dig svag?
• Har du fundet din superkraft i det at være særligt sensitiv?