Mindre smartphone-tid – Mere livsglæde

Porto

Mindre smartphone-tid – Mere livsglæde


Ressource Description
en hånd holder en mobiltelefon og i baggrunden ses en skov
Kan en gammeldags mobiltelefon, der kun kan ringe og skrive (en dumbphone, red.) forøge livskvaliteten for særligt sensitive? Jeg har levet et 1 år uden en smartphone, og mit korte svar er ’ja’… Følg med nedenfor.

Skærm-egoist

Det er d. 24. december 2015. I mit barndomshjem spreder julehyggen sig. Min mor er ved at gøre anden klar, min far er i kælderen for at finde sanghæfterne med udvalgte julesalmer, og min søster pynter juletræet i stuen. Selv ænser jeg dog hverken Søren Banjomus fra højtalerne, Disney’s Juleshow fra TV’et eller hvorvidt min mor kunne have brug for hjælp til at skrælle kartofler. Jeg er fordybet i en helt anden aktivitet: min smartphone. Jeg spiller formålsløse spil, tjekker de sociale medier og sender arbejdsmails, hvilket der går adskillige timer med – siddende alene på et kontor på juleaftensdag vel at mærke.

I 2016 eskalerede min uhensigtsmæssige smartphonebrug. Jeg var fraværende når jeg var sammen med mine venner, havde svært ved at adskille arbejde og fritid, fik ofte hjertebanken, og jeg sov dårligt om natten.

I sommers besluttede jeg derfor at gøre noget drastisk ved situationen. Jeg solgte min iPhone og købte i stedet en Nokia dumbphone.

Et behageligt tomrum

Uden min smarte telefon oplevede jeg et besynderligt fænomen kaldet ”fantomvibrationer”. Det føltes som om, at min telefon vibrerede i lommen, selvom jeg ikke engang havde den på mig! Derudover var stilheden ubehagelig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Nu kunne jeg jo hverken tjekke min e-mailindbakke eller lægge et billede på Instagram.

Efter få dage blev ubehaget dog afløst af en dejlig ro. Tempoet i mit liv blev naturligt sat ned, og eftersom jeg plejede at føle mig overstimuleret på daglig basis, var det utroligt rart. Samtidig blev jeg langsomt mere nærværende, jeg blev mere produktiv, og jeg begyndte at sove bedre om natten.

Tankevækkende tal

Opløftet over, hvor positiv en betydning, skiftet fra en smart- til en dumbphone på kort tid havde fået i mit liv, satte jeg mig ind i, hvor meget vi bruger den, og hvad et overdrevet brug af smartphonen gør ved os, fysisk og psykisk:

Jeg fandt desuden ud af, at den sporadiske måde vi i dag tilegner os viden på fører til, at vores koncentrations- og hukommelsesevne forringes.

Smartere smartphonevaner – sådan:

Smartphonen er, på den anden side, selvfølgelig også et fremragende, praktisk redskab til at koordinere aktiviteter, finde vej, overføre penge osv. Med andre ord gør den smarte telefonen ofte livet betydeligt nemmere. Så hvad nu, hvis man gerne vil gøre noget ved sine smartphonevaner, men ikke har lyst til at give afkald på sin iPhone?

Herunder følger nogle af mine bedste tips og tricks til formålet:

  • Download app’en ’Moment’, som giver dig et overblik over, meget du bruger din smartphone – og hvad du bruger den til
  • Oplad din telefon uden for soveværelset
  • Sæt baggrunden på din telefon til at være sort/hvid – så bliver dine apps mindre tillokkende
  • Sæt telefonen på ’forstyr ikke’/flytilstand så ofte som muligt
  • Læg telefonen med skærmen ned mod bordet, så den ikke lyser op
  • Download app’en ’Forest’: dyrk et træ ved ikke at bruge din telefon
  • Adskil tingene ved at tænke på din smartphone som enten et praktisk arbejdsredskab, dvs. et værktøj, eller som underholdning: fredagsslik. – Forsøg hovedsageligt af bruge din smartphone som arbejdsredskab
  • Hold ’offline-onsdag’: forsøg denne dag at begrænse din smartphonebrug så meget som muligt
  • Hav både en smart- og en dumbphone; skift imellem dem efter behov

Jeg håber, at ovenstående har inspireret dig til at tænke over, hvordan du bruger din smartphone. Skaber den værdi i dit liv? Hvis ja: fantastisk!

Hvis den derimod hovedsageligt er en tidsrøver, som du ikke kan slippe af med, så prøv at tage en ”smartphone-detox”, som bl.a. Thomas Skov har gjort. Så kan du også blive meget klogere på dine smartphonevaner, og herefter beslutte dig for, hvor stor en rolle din telefon skal spille i dit liv. Du er meget velkommen til at dele dine erfaringer med mig.

Kærlig hilsen
Lasse Løber
Konsulent, foredragsholder og kandidatstuderende i Anvendt Filosofi ved Aalborg Universitet
E-mail: kontakt@lasseloeber.dk
Tlf. 61651499

Ressource Details