“Inderst inde” – uddannelse i det at være menneske

I går var jeg i biografen og se filmen “Inderst inde” med min datter på 9 år. Efter filmen sagde hun: “Mor, jeg har også alle de følelser inde i mig.” Det fik vi en rigtig god snak omkring. Og det fik mig til at tænke, hvor simpelt uddannelse i det at være menneske kan være.

Det slog mig flere gange under filmen, hvor unikke budskaber, der var i den. Budskaber som kan vise børn, unge og voksne vejen til at håndtere det at være menneske. Håndtere tankerne og følelserne. Håndtere det at lytte til sig selv. På en almenmenneskelig måde vel og mærke. Uden at vi nødvendigvis skal gå til en coach, terapeut eller clairvoyant.

Jeg har selv brugt mange år på at blive så skarp på at mærke, se og lytte indad, så jeg kunne skabe min helt egen vej i livet, og inspirere andre til at gøre det samme.

Jeg tror inderst inde på, at det er denne langvarige indre fordybelsesproces vi har brug for som mennesker, for netop at kunne lære at træffe vores egne valg, så vi kan trives fra det inderste af vores sjæl. Jeg tror også på at det er vores egne erfaringer med dette, der får os til at vokse allermest.

Det fordrer, at vi på et kollektivt plan både vægter selvansvarlighed og medansvarlighed. At vi har indsigt i, hvordan vi udvikler os naturligt. At vi lærer, hvordan vi leder os selv indefra og ud imodsætning til at leve et ydrestyret liv. At vi har et medmenneskeligt, mangfoldigt og inkluderende menneskesyn. At vi møder hinanden på anerkendende vis, når vi går igennem gode, vigtige og svære stunder i livet. At vi har bevidsthed på, hvordan vi kan støtte hinanden i de mentale, følelsesmæssige og åndelige processer.

Det handler nemlig ikke om at fixe sig selv, blive fikset eller fixe andre. Det handler om at være der for sig selv, være der for andre- med medfølelse, empati, ufordømmenhed og ren tillid. Det handler om at se, møde og forstå sig selv og hinanden. Det handler om at lære at regulere sig selv, og støtte andre til det samme. Det handler om i fællesskab at skabe plads til følelserne i et samfund , hvor lige netop dette ofte individualiseres og henføres til terapi, coaching og clairvoyance, – når vi har det svært i livet.

Det kan være ganske fint og nødvendigt med en terapeut, coach og clairvoyant. Men det kan som jeg ser det ikke stå alene. Gør det det, så vil vi på et eller andet plan være forfaldne til at lægge ansvaret for vores udvikling over i andres hænder eller søge at blive fixet. For så lærer vi næppe den finkunst det er, at se og mærke klart på egen hånd, – at lytte til vores egen indre stemme.

Igennem menneskekundskab kan vi alle lære at håndtere det at være menneske. I HSP- foreningen arbejder vi netop for at udbrede dette budskab i hele samfundet. Både for vores medlemmer, i skolerne, på uddannelserne, arbejdspladserne, og i politik.

Vi tror på, at det er det, der kan bidrage til, at vi udvikler os til hele mennesker.

Kærligst Sofia Viktoria