Hvis jeg kunne vende mit indre ud på et stort lærred, ville du se et maleri rig på billeder, tanker og indre dialoger. Du vil kunne se, at jeg reflektere meget over mine indtryk, at jeg tænker længe over ting og at jeg også dagdrømmer en del. Du vil opleve, at jeg vender og drejer alle begivenheder og forbereder mig en del på de fremtidige.
Du vil opleve, at hvis jeg har været ude for en ubehagelig ting eller situation, så ”tænker ” jeg mig ud af den. Det kan være, at jeg er blevet såret eller måske føler jeg har gjort noget forkert, og min metode til at trøste mig selv er ved at vende den om og komme til det resultat, at ”det er ganske menneskeligt og alle laver fejl.”
På maleriet vil du se en dør langt inde i billedet. Denne dør åbner op for et rum, der kun er mit. Ingen andre end jeg kan komme derind. Det er kun mig der har nøglen til denne dør. Hvis du kunne se ind i dette rum, ville du se en ung kvinde liggende på en seng i fosterstilling. Dette er mig. Her ligger jeg, når verden omkring mig har været alt for rig på indtryk eller har været for ”hård” ved mig. Dette rum er min hule. Her finder jeg fornyet energi og lader op til at kunne komme ud i verden igen.
Øverst til venstre på maleriet ser du min samvittighed og du kan se den fylder en del. Som du kan se er jeg en kvinde, der tager det for givet, at man skal overholde sine aftaler. Ofte gør jeg også mere end forventet og jeg føler et stort ansvar for mine forpligtelser, men også for andres velbefindende. Det sidste kan trætte mig rigtig meget. Jeg er ekstrem følsom overfor stemninger, både gode og dårlige, men dårlige stemninger trækker altid min energi ud af mig. Den lille sorte djævel, der sidder på min ene skulder symboliserer omverden og mine omgivelser, når den er for tung for mig. På den anden skulder sidder der en engel og den er indbegrebet af alle glade, gode og sunde omgivelser og stemninger. Herfra får jeg også fornyet energi, hvis jeg dog ikke pga. af den lille sorte djævel er blevet for overbelastet og har trukket mig ind i mit hellige rum.
Inde på midten af maleriet ser du mig. Alle de antenner du kan stikke ud af mig er mine forbindelser til omverden. Hvis du ser godt efter kan du se, at ingen af dem er i stykker og at der er mange flere end hos andre mennesker. Der er en antenne, der sluger alle lyde, en der sluger dufte, en der sluger synsindtryk, en der sluger stemninger etc. Mine antenner, som du kan se, er virkelig store og fintfølende. Der er intet der går dem forbi.
Min følsomhed gør mig rig på oplevelser, indtryk, tankevirksomhed og refleksioner, men den gør mig også ekstrem træt af og til. Derfor trækker jeg mig hver evig eneste dag ind i mit hellige rum. Herinde forvandler jeg min smerte til en blomst, så jeg kan gå ud i verden og være mig igen.
Skrevet af Laila Pedersen