Større sårbarhed overfor kritik

Større sårbarhed overfor kritik


Ressource Description
en lille pige får skældud af sin mor

Først 2 historier fra mit eget liv:

a) Historien om den blå skovl.

Hvis man i sin barndom bliver forstået og får støtte til at gebærde sig med sin sensitivitet, bliver det ikke nødvendigvis en større udfordring at være særlig sensitiv. To tredjedele af særligt sensitive lever et ganske fortræffeligt og rigt liv. Min mor formåede nok ikke altid rigtig at lure, hvad jeg var for en størrelse, og jeg er, som så mange andre særligt sensitive, vokset op med et ikke for højt selvværd. I 1999 fik jeg min første depression. Jeg græd hver dag i en måned, og som dem der har haft en depression måske kan nikke genkendende til, så kan det virke noget skørt, det der dukker op at græde over. Jeg græd bl.a. over min blå skovl. Min skovl som der kom cement på!

Da jeg var omkring 5 år, fik min far udbygget sit værksted, og murerens søn tog min skovl – som jeg altså var meget glad for, den blå farve synes jeg var så køn – og dyppede den ned i cementen. Jeg kan huske, jeg stod ved siden af min mor og græd. Min mor tyssede på mig og sagde, at det kunne skylles af bagefter. Men det blev ikke gjort! Så resten af skovlens tid, havde jeg en blå skovl med cement på! Fordi den cement på den skovl ligesom kom til at stå som et symbol på manglende forståelse og anerkendelse for mine følelser og oplevelser– ikke bare med skovlen – så synes jeg det var så sørgeligt.

Da den 1. depression var overstået, tænkte jeg på, om jeg skulle købe mig en ny blå børneskovl. Men det gav ikke rigtig mening.

HSP-kendskabet har nu fået mig til at købe en ny blå børneskovl. Som symbol på, at jeg nu er voksen, og det er mig, der skal tage vare på mig og mine behov, og sørge for at gøre det, der er bedst for mig. Skovlen står og minder mig om det. Skovlen er et arbejdsredskab, der kan grave og smide møg væk, og jeg ved, at jeg med ”skovl” og HSP-indsigt kan arbejde med mit liv som særligt sensitiv, med de udfordringer det nu engang giver.

 

b) Historien om kritikken

Under mit studie var der en der sagde til mig ”hvor er du dårlig til at modtage kritik”. Den sved. Og det gjorde den så en syv års tid. Så faldt dit mig ind, at det måske heller ikke var den bedste måde, hun havde givet den kritik på…. Men den sved stadig! Efter jeg har fået kendskab til mekanismerne for HSP, er den splint gået væk. For ja, jeg er ikke god til at modtage kritik, jeg er sårbar overfor når nogen kritiserer mig, hvis jeg får gjort noget forkert eller noget der mishager andre. Ud af 100 mennesker har jeg det altså bedst, hvis 100 synes jeg og det jeg gør er ok.

Som jeg ser det er der særligt tre årsager til den øgede sårbarhed overfor kritik for den særligt sensitive:

  1. Lavt selvværd
  2. En hang til perfektionisme
  3. En biokemisk forklaring

1) Det lave selvværd stammer overvejende fra barndommen, hvor vi har været nogle løjerlige størrelser, som de voksne ofte ikke har kunnet greje. Nogle har haft en decideret svær barndom hermed, men selv om man har haft en ok barndom, kan følelsen af ikke at blive forstået, ikke at blive anerkendt, at føle sig anderledes, føle sig forkert – særligt i de situationer hvor vi har haft allermest brug for det – f.eks. når vi har været så overstimulerede at vi var ”den værste udgave af os selv” have sat sine spor. Jeg kan godt huske episoder, hvor jeg blev presset, og hvor jeg ”teede mig” og fik skæld ud, fordi jeg ikke opførte mig ordentligt.  Det er ikke rart, når ens adfærd mishager andre, især når man er særligt sensitiv.  Og når ens oplevelser, følelser og tanker er lidt anderledes end flertallets, kan omgivelserne ind imellem reageret med ”sikke noget pjat”, ”det skal du ikke tage dig noget af” eller ”lad være med at skabe dig””. Det er jo ikke lige det, man vokser af. Følelsen af ikke at være ok giver et lavt selvværd.

Vi bliver som særligt sensitive ofte overstimulerede grænsende til stressede, og det gør også, at vi er mere sårbare/mindre hårdføre i de situationer, og man er summen af alle sine fortidige oplevelser.  Selvom man måske har stor selvtillid, kan selvværdet snildt være lille.

Vi kan også have svært ved at tilpasse forventningerne til de ressourcer, vi rent faktisk har. Den kultur vi lever i, har ikke i højsæde at være sensitiv, at have brug for ro og tid til eftertanke, lige at stikke fingeren i jorden osv. Det kan medvirke til det lavere selvværd.

Jeg komme til at tænke på reklamen med faldskærmsudspringeren, der filmer, downloader og lægger ud på nettet inden han lander” – hvis det er idealet, så må os med HSP-adfærd jo nok melde pas.

Sensitive er af nogen beskrevet som kamæleoner, fordi de kan have tendens til at være medløbere for at undgå konflikter. Men en svamp er her nok en bedre betegnelse, fordi vi suger negativ kritik til os.

2) Som særlig sensitiv bryder man sig typisk ikke om andres ubehag, misbilligelse eller vrede. For at undgå dette, kan det indre system have opbygget en regel om at gøre alt så perfekt som muligt af frygt for at begå fejltagelser. Sensitive har tit en slags stor indre politibetjent – en psykoanalytiker ville kalde det et stort overjeg – og vi er ofte frygtelig skånselsløse overfor os selv. Ens værste kritiker er ofte en selv, og for særlig sensitive er det mere udtalt.

”Ydre rod er indre kaos” og for den sensitive kan det føre til, at når tingene ikke er gjort godt nok – og vi har høje kvalitetskrav – har den senstive det ikke godt.

Vi har ofte meget høje forventninger til os selv:  for nylig gik det op for mig, at jeg havde en indre regel der hed ”viden giver ansvar”. Og når jeg nu ser og registrerer så meget, som særligt sensitive gør, ja, så er der jo nok at tage fat på. Et typisk træk for perfektionisten er, at trivialisere sine succeser og tilsvarende fokusere nidkært på sine fiaskoer. Den tendens ses også hos den særligt sensitive. Vi tager kritik meget nær og kan ikke slippe tanken bagefter. Den nager. Sensitive mærker, oplever og tænker mere – også hvad kritik angår. Og vi grubler. Over skete ting. Og vi kan vende og deje og fortolke og misfortolke.

3) Lars Lolk kommer i sin nye bog ”HSP – når krop og sind er sensitivt” med bud på nogle biokemiske og forskningsmæssigt baserede forklaringer på den øgede sårbarhed og øgede sensitivitet. Serotenin, dopamin og oxytocinreceptorer er bl.a. på spil, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Vores gener er udgangspunktet, men vi påvirkes og formes af alt det, vi har oplevet og tænkt og følt. Sårbarheden viser sig i samspillet mellem personen og de ydre forhold. Og det vi vælger at tænke og føle.

Der er enighed om, at det er muligt at arbejde på og for, at de sår og skrammer der stammer fra barndommen og vores liv, og som præger os nu som voksne, kan omstruktureres i vores sind så vi ikke længere er så sårbare overfor bl.a. kritik

Vi er ofte selv vores egen værste fjende. Høje forventninger kommer hovedsagelig fra os selv. Vi skal være opmærksomme på, at vi kan have dannet en ond cirkel, og at vi kan have fejlindlært nogle ting, og for nogle kan det være blevet, hvad Lars Lolk beskriver som en narcissistisk sensitivitet.

Alle danner individuelle filtre, som sanseoplevelserne kommer igennem. Det giver vores forståelse af verden, som består af synsvinkler, erfaringer og vores baggrunde, og som danner vores selvforståelse, det man også kalder habitus. Det er dit private syn, og dit syn der styrer dine tanker. Habitus er svær at ændre, men det kan lade sig gøre. Med små skridt, ”de små skridts metode”. Men små skridt og små dryp, kan nogle gange give store ændringer og sprede store ringe i vandet.

Elaine Aron har i sin bog ”Særligt sensitive mennesker” et kapitel der hedder ”Omstrukturer din barndom og ungdom – lær at være forælder for dig selv”. Alene Arons forskning viser, at de deprimerede og angste sensitive, næsten alle havde en problematisk barndom. Jeg synes dog, det igen er værd at huske på, at mennesker med HSP-adfærd har en tendens til at forstørre negative oplevelser.  Men vi kan arbejde med de negative virkninger af oplevelserne. Det tager tid, men ”det er aldrig for sent at ændre sin barndom”.

Jeg mener, at HSP-tilgangen kan være redskabet, fordi den har en positiv tilgang. Psykiatere, psykologer og læger ved endnu ikke meget om HSP, for der er ikke lavet så meget forskning endnu. At have personlighedstrækket HSP i det samfund vi lever i, kan give ca. en tredjedel af os større vanskeligheder, fx med stress, angst og depression. Men når linsen, der sættes for øjet, hedder HSP, mener jeg det giver et bedre selvværd og en bedre anerkendelse af en selv, som man nu er. Det giver en helt anden positiv mulighed og et helt andet perspektiv for forandring og udvikling – og ikke mindst fokus på alle de kvaliteter, der også er ved at være særligt sensitiv.

Nogle af de metoder, jeg finder egnede til at støtte og hjælpe os særligt sensitive med f.eks. kritik der gnaver, vil jeg her kun kort ridse op:

  • Visualiseringsøvelser, hvor du f.eks. forestiller dig en forstående ”forælder” støtte dig.
  • Den narrative fortælling, hvor fokus lægges på de positive begivenheder.
  • Huske at holde pauser – vi er så meget på med vores ekstra ”antenner”, at der er ekstra brug for at holde pauser.
  • Selv få sat grænser for vores aktiviteter, så vi ikke bliver overstimulerede.
  • Tænke langsigtet, lave planer, lave overordnede prioriteringer og lave det vigtigste først, og også acceptere at noget må gøres mindre perfekt.
  • Hvis du ved du lige nu er sårbar, så pas på dig selv og hold dig væk så vidt muligt fra det og dem du på forhånd ved kan såre.
  • Tag en pause, hvis du kan mærke den er ved at løbe af med dig: et toiletbesøg, lade som om du taler i telefon eller ”læse” i avisen.
  • God regelmæssig søvn, motion og sund kost er også vigtige elementer for den særlig sensitive – som for alle andre.
Af Hanne Ottesen
Ressource Details