Artikel fra Information.dk
I kampen for at jage alle ud på arbejdsmarkedet, gøres fysiske lidelser til psykiske problemer, og de ramte bliver bedt om at tage sig sammen. Men måske er det politikere og læger, der skal tage sig sammen og indse, at problemerne i mange tilfælde stammer fra kilder som forurening og usund kemi.
Historierne om unge, der i politikersprog »ikke er klar til at møde erhverslivet«, har præget medierne de seneste mange måneder. Ser man nærmere efter, er der ikke kun tale om unge med psykiske sygdomme – mange af dem lider af såkaldt multisystemsygdom, som er en samlebetegnelse for diagnoser som kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi, multipel kemisk sensitivitet og flere andre.
Disse unge bliver hurtigt – måske efter en halv eller hel time – totalt udmattede af opgaver, der bare kræver let fysisk aktivitet eller måske koncentration om en simpel intellektuel opgave. Bagefter tager det halve til hele døgn om at komme over udmattelsen. Hukommelse, opfattelsesevne og orientering i nærmiljøet svigter. Musklerne gør ondt og taber kraft. Mange er ekstremt følsomme over for støj og kemikalier i luften eller over for hverdagslivets svage elektromagnetiske felter.
Multisystemsygdom opstår typisk mellem 14- og 50-års-alder og medfører hos mange en betydelig og varig nedsættelse af funktionsevnen.
Fysisk forklaring
Biomedicinsk forskning peger på, at den umiddelbare forklaring på energitabet er forandringer af cellernes energigeneratorer, mitokondrierne.
Celleskaderne rammer mange væv og kan sættes i gang af miljøgifte som kviksølv, pesticider, organiske opløsningsmidler m.fl. Også infektioner samt fysiske og psykiske traumer ser ud til at indgå i netværket af årsagsfaktorer.
Den strengt specialeopdelte somatiske sektor mangler en niche til multisystemsygdom. Det lægevidenskabelige paradigme trækker derfor i retning af psykiatrien, hvor man opfatter multisystemsygdom som beroende på en vrangforestilling. Patienterne tror, de er legemligt syge, men den egentlige årsag er en (upåviselig) psykisk forstyrrelse, som de ikke er bevidste om.
Den forklaring synes overvejende baseret på reminiscenser af positivismens materialistiske virkelighedsopfattelse, der kun regner med det, som kan måles og vejes. Derfor ses en skade på noget så uhåndgribeligt som kroppens energetiske system som et fremmedelement.
Positivismens ideologiske kerne er en utopisk fremtidsvision: Hvis videnskaben får lov at styre, ender vi med at overvinde naturens tilsyneladende begrænsninger og skabe idealsamfundet. Sådan en forestilling kan blokere for erkendelsen af problemernes reelle årsag.
Ingen forståelse
Det hævdes, at også nyliberalismen har rødder i positivismen. Her har vi måske lidt af forklaringen på det, der ligner et fælles fodslag mellem hovedstrømmen i dansk politik og den lægevidenskabelige elite: Enigheden om at opfatte ’de unge udmattede’ som kæppe i vækst- og fremskridtsvognens hjul. Viljen til en biologisk forståelse af deres symptomer kan ligge på et meget lille sted.
Hvad nu, hvis vi vælger at se funktionstabene som et af resultaterne af en stigende belastning af miljøet – blandt andet med toksiner? Set i det lys kan aktuel dansk social- og sundhedspolitik ligne en blaming the victim-strategi, der giver mindelser om forfølgelser af påståede samfundssnyltere i 1900-tallets totalitære regimer.
Siden loven om tvungen aktivering kom i 1994, har patienter med multisystemsygdom haft det svært med socialvæsnet. Aktiveringskrav med pust i nakken bryder mange så meget ned, at funktionsevne og livskvalitet forringes yderligere. Senere er lovgivningen strammet, med pligt til at følge en lægeordineret behandling – også når den er ordineret af en læge, som kommunen har valgt. Man kan påtvinges behandlingsforsøg med sygdomsforværrende bivirkninger.
Et ensidigt fokus på de unge, der ’ikke er klar til arbejdsmarkedet’, er ikke nok. Det handler også om at udfordre en blokeret erkendelse hos såvel læger som politikere. Der er vel især her, at man ’ikke er klar’. Man må give sig selv lov til at erkende, at meget tyder på, at en voksende del af befolkningen får helbred og arbejdsliv ødelagt af menneskeskabte økologiske misforhold, der kalder på opmærksomhed.
Der efterlyses en elementær økologisk og humanitær ansvarlighed – noget i retning af en økologisk version af frihed, lighed og broderskab. Fænomenet synes hverken blåt eller rødt. Måske er det grønt.
Henrik Isager er læge, dr.med. og forfatter til bogen ’Blinde pletter – om lægevidenskabens og sundhedssektorens amputerede virkelighed. En kættersk analyse med fokus på epidemien af energitab’ (Hovedland 2011)