Gennem konkrete cases viser bogen, hvordan særlig sensitivitet hos børn, der er særligt udfordret, til forveksling kan ligne psykiatriske diagnoser som angst, ADHD og autisme.
Bogen er skrevet af Barbara Hoff Esbjørn, Sofie Wille Østergaard, Marie Louise Reinholdt Dunne & Nicoline Normann.
Uddrag af bogens forlagsbeskrivelse (justeret ud fra bestyrelsens forståelse)
Bogen går kritisk til begrebet særlig sensitivitet. Den giver psykologer, pædagoger, lærere og andre praktikere den fornødne faglige viden til at forholde sig professionelt til særligt sensitive børn i gråzonen. Det er tydeligt, at forfatterne ikke har selvindsigt i det særligt sensitive personlighedstræk, derfor er bogen ikke en hjælp til at forstå alle de børn, der især skal have lov til at få pauser i for mange stimuli og opleve, at de bliver anerkendt og set, som den, de er.
Gennem konkrete cases viser bogen, hvordan særlig sensitivitet hos børn, der er særligt udfordret, til forveksling kan ligne psykiatriske diagnoser som angst, ADHD og autisme. Som alternativ præsenterer forfatterne en forståelse af børns psykiske sårbarhed, der gør det muligt at støtte barnet i en sund udvikling, hvor det overkommer sine udfordringer. Det er rigtig relevant for børn med diagnoser og børn i gråzonen. Det sker blandt andet gennem teorier om temperament, forældresensitivitet, mentalisering og selvkontrol.
For en uredigeret beskrivelse se fx Saxo.com.
Bestyrelsens vurdering af bogen
I anledning af bogen blev foreningens formand Athina Delskov inviteret i P1 Debat sammen med Barbara Hoff Esbjørn og Susanne Møberg. Link til debatprogram i P1.
Barbara Hoff Esbjørn er ph.d., professor MSO i klinisk børnepsykologi og leder af Center for Angst ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet. MSO betyder med særlige opgaver, der igen betyder, at hun ikke er ansat på universitetet.
Efter debatprogrammet gav Esbjørn over for Athina og studieværten udtryk for, at den støtte, som mange mennesker har opnået gennem selvforståelse eller forståelse af deres barn som særligt sensitivt, kun kan betragtes på niveau med anekdoter. Det er evidensbaserede resultater fra videnskabelig forskning, der kan tillægges værdi. Det var tydeligt, at Esbjørn ikke har kendskab til det særligt sensitive personlighedstræk indefra.
I det følgende kommer bestyrelsen med nogle få betragtninger, der falder lige for. Vi kommer snarest muligt med en egentlig replik til bogen.
Det er meget positivt at opleve, hvor meget det ligger forfatterne på sinde, at børn får den rette behandling. De viser, hvordan et barns adfærd forstås ud fra de øjne, der ser på det. Forfatterne mener, at nogle af de karakteristika, som særligt sensitive børn kan have, bliver betragtet som noget naturligt ved den særlige sensitivitet og derfor ikke anses for at kræve behandling. Ser man med andre øjne, ser man måske en behandlingskrævende lidelse. Fx kan ængstelse og bekymring hos et sensitivt barn være generaliseret angst, der kan og bør behandles. Tilsvarende med andre diagnoser.
I bestyrelsen finder vi det meget vigtigt, at der udbredes mere viden om gråzonen omkring diagnoser, så fagfolk og forældre kan blive bedre til at vurdere, hvilken hjælp et barn har brug for, og hvornår det skal have professionel behandling i psykiatrien. Men forfatterne vil samtidig erstatte forståelse af den særlige sensitivitet med den almene kliniske psykologis forståelse af børns udvikling og ser dermed bort fra de indsigter, der har hjulpet så mange. Vi mister fokus på styrkerne ved trækket.
Forfatterne forholder sig meget kritisk både til Arons forskning og til andre forskere, der inddrages til at understøtte begrebet. Forfatterne gennemgår herunder også de handlingsanvisninger, der er beskrevet af Aron i hendes selvhjælpsbog Særlig sensitive børn (2010), hvor hun lægger meget vægt på at undgå, at børn overstimuleres. Det var på det tidspunkt en vigtig ny pointe. I dag fokuserer vi både på at mindske overstimulering og på at udvikle barnet til at håndtere sit liv, jfr. fx Lise August og Martin Augusts nye bog: Sensitive børn – fra sårbarhed til styrke. Den måde handleanvisninger over for sensitive børn beskrives på i bogen virker ikke tidssvarende. Det var også fint nok, hvis det tydeligt fremgik, at forfatterne udtaler sig om Aron i 2010 og ikke om situationen i dag.
Vi finder det ikke så heldigt, at hele det særligt sensitive personlighedstræk hænges op på den kritiske gennemgang af forskningen, hvorimod vores intuitive forståelse og mange praktiske erfaringer slet ikke tæller med for bogens forfattere.