1. august 2014 trådte den nye folkeskolereform i kraft. Det er en katastrofe for de særligt sensitive lærere … Edith Nielsen har efterlyst lærere, der vil træde frem, og hun har modtaget tilsagn fra 4-5. Det var hvad Folkeskolen efterlyste. Derefter har hun forfattet nedenstående brev til bladet. I bestyrelsen siger vi tak og godt gået!
Der er nu sket det, at Folkeskolen har afvist at behandle emnet med denne formulering: “Vi har ikke umiddelbart planer om et fokus på arbejdsmiljøet for særligt sensitive lærere. I er selvfølgelig meget velkomne til selv at tage emnet op på folkeskolen.dk.” Det gør vi snarest. Derved bliver det set af mange lærere. Det kan måske være kimen til, at flere tager sagen op rundt omkring. Vi må se, hvordan vi kan komme videre.
Ideer er meget velkomne. Send dem til edith.nielsen3@skolekom.dk. Tak!
____
Kære Helle
Folkeskolen skriver p.t. meget om folkeskolereform og tilstedeværelse. Det er godt!
Men der mangler noget! Min mail handler om arbejdsmiljø for en særlig gruppe.
Statistisk set er mindst 15-20% (sandsynligvis mange flere) af danske folkeskolelæreresandsyndligvis mange flere) af danske folkeskolelærere særligt sensitive. Jeg er selv én af dem. Det er IKKE en diagnose, men et personlighedstræk inden for normalområdet. Vi er simpelthen født med et nervesystem, der bearbejder alle stimuli dybere end gennemsnittet.
Det betyder, at vi nemmere end andre kan blive overstimuleret og dermed udmattet. Vi har derfor brug for flere pauser, og vi har brug for at holde pauser alene. Vi trives meget dårligt i åbne kontorlandskaber pga. af de mange stimuli i form at lyd, lys og andre indtryk.
Man kan ikke tage sig sammen og lade være med at være sensitiv. Og man kan naturligvis ikke blive “helbredt”, da det ikke er nogen sygdom.
For de fleste særligt sensitive lærere vil det være en katastrofe at skulle tilbringe deres tid på skolen 8-16 hver dag.
Der er stor sandsynlighed for, at folkeskolereformen vil medføre et boom i sygemeldinger med stress og depression.
Der er heldigvis også mange fordele ved at være særligt sensitiv! Nedenstående punkter viser, at sensitive lærere er en gevinst for folkeskolen.
Her er nogle eksempler, der også udgør en forklaring på, hvorfor mange sensitive vælger at blive lærere:
1. Åbenhed
Man har en naturlig åbenhed over for livets oplevelser. Sensitive har meget dybe oplevelser med kunst, musik, natur, kærlighed og samvær med andre.
2. Selvindsigt
Sensitive mennesker har tit en god selvindsigt. Det er en fordel når det gælder om at håndtere stress og arbejde med personlig udvikling.
3. Kreativitet
Sensitive mennesker er ofte kreative og skabende. De går nye veje – det kan være på arbejdet eller hjemme.
4. Evne til fordybelse
Sensitive kan holde opmærksomheden på et område i lang tid uden at kede sig. Evnen til fordybelse gør, at de tit kommer med et originalt bidrag inden for det felt, de er optaget af.
5. Fleksibel tankegang
Sensitive mennesker er de typiske fritænkere. De lader sig sjældent begrænse af eksisterende normer og er i stand til at kombinere og integrere forskellige typer tænkning.
6. Selvstændighed
Fordi sensitive adskiller sig fra flertallet, udvikler de tit en stærk selvstændighed, som de i løbet af deres liv bliver bedre og bedre til at udtrykke. De oparbejder evnen til at stå alene med deres holdning og gå en anden vej gennem livet end de fleste.
7. Omhu og fokus på detaljer
På grund af den dybe bearbejdning af stimuli er sensitive ofte omhyggelige og har en god evne til at være opmærksomme på detaljer – inden for de områder, de er optaget af.
8. Indlevelsesevne
Sensitive mennesker har som regel en dyb indlevelsesevne og en stor forståelse for andre, som de kan bruge i alle sociale forhold.
9. Ansvarlighed
Sensitive er ansvarsbevidste både på jobbet og i privatlivet – og hvor de i øvrigt engagerer sig.
10. Arbejdsomhed
Sensitive mennesker er vant til at anstrenge sig i en overstimulerende verden. De formår tit at opnå deres mål, fordi de er arbejdsomme.
Info om særlig sensitivitet:
www.sensitiv.dk/6storage/656/5/apropos_over-foelsomhed_amp_sensitivitet.mp3
www.hsp-foreningen.dk/wp-content/uploads/2013/09/3-faktorer-der-afgør-om-sensitive-trives-i-arbejdslivet.pdf
Som særligt sensitiv lærer og mor til to sensitive børn (nu voksne) har jeg et stort ønske om, at dette emne bliver behandlet i Folkeskolen, meget gerne i form af en artikelserie.
Min opfordring til dig lyder på at invitere en eller flere fagpersoner, f.eks. psykolog Lise August, til at skrive en artikel specielt om lærere og tilstedeværelse, set i lyset af det særligt sensitive personlighedstræk.
Vedhæftet en oversigt over input fra 5 lærere, hvoraf 4 gerne vil stille op til interview i én eller flere artikler i Folkeskolen.
Edith Nielsen