Potentialet i dine særligt sensitive medarbejdere

Beretning af Nina Højberg

Vi takker for denne beretning fra Nina Højberg. Teksten er blevet til i samarbejde med HSP foreningen. Nina vil gerne dele sine erfaringer som medarbejder med det særligt sensitive personlighedstræk. Teksten er især skrevet med tanke på ledere og kolleger, som ikke selv har dette træk.

Forfatteren har ud over at være særligt sensitiv også det introverte personlighedstræk – dvs. lader op ved at være alene. Modsat ekstroverte personer, som lader op gennem samvær med andre. Nogle særligt sensitive mennesker er ekstroverte. Andre har det sensitive personlighedstræk, samtidig med at de fx er nyhedssøgende, dvs. de trives med nye oplevelser og mennesker i højt tempo, samtidig med at de har behov for ro til at bearbejde stimuli.

Det er vigtigt atter at understrege, at alle mennesker består af deres egen unikke pakke af personlighedstræk, erfaringer og potentialer. Særligt sensitive mennesker har oftest en række karakteristika tilfælles. Og kan på andre felter være ret forskellige. Se også introduktion til det særligt sensitive personlighedstræk.

moden mand har en samtale med nogle kolleger

Tak til dig som leder for den anerkendelse af din medarbejder, som du viser ved at tage dig tid til at læse dette.

3 personer jubler med armene over hovedet

I disse år vokser kendskabet til det særligt sensitive personlighedstræk, men alligevel kan det være en hjælp for kolleger og ledere at få mere konkret information om trækket. Ikke mindst for at synliggøre, at en person, som er særligt sensitiv, ofte er en stor gevinst for en arbejdsplads, netop pga. evnen til fx at være innovativ, via sin empati at skabe konstruktive relationer til kunder og kolleger eller til at reflektere på et dybere niveau end de fleste (se fx siden Om at have højsensitive medarbejdere og kolleger for mange flere eksempler på kompetencer).

Kunsten at forløse potentialet i dine særligt sensitive medarbejdere

Hvis du som leder har en eller flere medarbejdere under dig, er der sandsynlighed for, at du har en person ansat, som er særligt sensitiv. Denne person kan både være en kvinde og en mand, idet lige mange af begge køn har dette personlighedstræk. 15-20 % af alle mennesker er særligt sensitive.

Du oplever måske, at din medarbejder til tider trækker sig en smule fra fællesskabet, kan forekomme stille og eftertænksom eller har let til tårer eller rødmen.

Måske har du i al stilhed været en anelse irriteret over, at hun måske klager over det, hun opfatter som støj, over lugte, højrøstet tale, kulde, varme osv. og fortæller, at hun bliver negativt påvirket af sådanne stimuli – at hun får hovedpine, stress, sveder eller andet.

Samtidig er hun formentlig fx meget fagligt og socialt kompetent, ansvars- og kvalitetsbevidst eller fuld af kreative løsninger.

Måske er hun selv klar over, at hun som person er mere åben for de indtryk som kan være på arbejdspladsen. Og måske har hun allerede foreslået nogle formentlig enkle tiltag, som fx at man ikke bruger parfume. Eller at hun ikke sidder for tæt på kopimaskinen. Alligevel kan det være en lettelse for hende (eller ham), at du læser dette og på den måde også viser dit engagement i din medarbejders trivsel.


At være særligt sensitiv er ikke en sygdom eller en svaghed, det er et personlighedstræk på linje med fx at være ekstrovert eller introvert (se Introduktion til det særligt sensitive personlighedstræk). Det er derfor vigtigt at respektere det sensitive træk som en del af personligheden. Som særligt sensitiv har man mange styrker og evner, som, hvis de udvikles og anerkendes, kan være en stor gevinst på arbejdspladsen. Årsagen til, at det alligevel kan være nødvendigt at være ekstra opmærksom på den særligt sensitive medarbejder, er, at vi i vores kultur og arbejdsliv er vant til konstant at skulle agere hurtigt og udadvendt. Mange mennesker (er nødt til at) trives med mange bolde i luften på en gang. Mange er derfor ikke fortrolige med en anden måde at fungere på jobbet.


Det er hele tiden vigtigt at huske på, at det at være særligt sensitiv rummer både styrker såvel som svagheder afhængigt af omstændighederne, ligesom alle andre personlighedstræk har både styrker og svagheder.

At være meget empatisk er en gave for en god lærer, men et benspænd, hvis det ’over-bruges’ med nedslidning til følge. At have det fintmaskede sanse- og refleksionsapparat er en fordel i mødet med ens kunder, men en ulempe, hvis det man sanser og reflekterer over, er et støjende arbejdsmiljø.

Om karakteristikaene ved din sensitive medarbejder bliver til en fordel eller en ulempe, afhænger i høj grad af, om medarbejderen får mulighed for (legale) rolige stunder i løbet af dagen. Disse stunder – måske 5-10 minutter – uden stimuli bruges til ’drøvtygning’ af stimuli og danner grobund for, at din medarbejders styrker kan folde sig ud i positiv forstand, til glæde for din medarbejder og dermed til gavn for din virksomhed eller organisation.


Læs nedenstående punkter som en slags dåseåbner til din sensitive medarbejder. En varedeklaration, som kan være en hjælp til at forstå ham eller hende med det formål, at din medarbejder kan bidrage optimalt til produktiviteten på jeres arbejdsplads. Det er tilladt at plukke, alt efter hvad der føles nyttigt og hjælpsomt.

Vi mennesker med det højsensitive træk tænker ofte meget og længe over tingene, fordi ...

  • Alt hvad du siger, er betydningsfuldt for mig.
  • Jeg påvirkes følelsesmæssigt og fagligt af alt, jeg hører.
  • Jeg har brug for tid til at filtrere og sortere input.
  • Jeg mærker og påvirkes af stemninger omkring og inden i mig. Det betyder, at jeg har brug for ro og tid alene til at lade op.
5 kolleger taler sammen henover et skrivebord

Sådan er jeg ved ...

  • Jeg siger måske altid nej tak til at deltage, men vil alligevel meget gerne inviteres. Det er jo en anerkendelse af mig, som jeg sætter stor pris på
  • Måske tager jeg tidligt hjem, men det er ikke, fordi jeg keder mig eller ikke kan lide selskabet. Det er, fordi jeg er overstimuleret eller ønsker at undgå at blive det.
  • Jeg siger måske ikke så meget, men jeg er meget nærværende og interesseret alligevel.
  • Ser jeg afvisende og sur ud? Det er jeg ikke, jeg er bare enten 1) overstimulerede, 2) koncentrerede og fokuserede eller 3) i gang med en vigtig og relevant refleksion.
  • Jeg sætter mig i det fjerneste hjørne, som om jeg ikke gider være sammen med kollegerne. Det er dog ikke derfor. Det er fordi, for meget snak/musik/klirren og skramlen gør mig træt i hovedet. Jeg forsøger at foregribe trætheden ved at sidde i det mest stille hjørne. På den måde håber jeg, at jeg kan være med lidt længere. For det vil jeg gerne.
  • Måske er det en hjælp for mig at sidde ved en ende af bordet eller ude i siden af lokalet. På den måde kan indtrykkene bedre sorteres og bearbejdes.
  • Måske venter jeg med at tale, til der er gået noget tid. På den måde er det nemmere at danne sig et overblik og dermed sige noget meningsfuldt.
  • Jeg går ofte for os selv i pauserne under mødet, for at lade op og få ro i hjernen.
  • Jeg bryder mig som regel ikke om, at der bliver hvisket i hjørnerne eller talt i munden på hinanden. Så ender jeg med at sidde og tænke over, hvad der gemmer sig bag den hvisken: Keder de sig? Danner de kliker eller sladrer? Går jeg glip af noget? Jeg vil gerne have at der kun er én der taler ad gangen – af respekt for alle. Så kan alle også nå at reflektere over det sagte.
  • Jeg bliver tilsyneladende ofte følelsesmæssigt påvirket af de mindste ting. Det bliver jeg, fordi mit nervesystem er fint indstillet og derfor sensitivt over for stemninger, tanker og indtryk. Og fordi jeg bearbejder disse data dybt og kvalificeret. Det er faktisk derfor, at jeg er god til mit arbejde.
  • Jeg holder af, at der en god og ordentlig tone omkring bordet. Negative vibrationer går lige ind hos mig, men det er jo også det, der gør, at jeg ofte er rigtig god til at sætte fingeren på det ømme punkt.
  • Jeg er ikke god til small talk samtidig med, at jeg arbejder. Men jeg vil meget gerne tale med dig på et andet tidspunkt, når jeg er ledig, fx over en kop kaffe når vi har fri, eller hvis mit arbejde er gjort færdigt. Jeg arbejder altså virkelig fokuseret og koncentreret og derfor er jeg altså ikke så nem at tale med imens.
  • Jeg er ofte meget kreativ, fantasifuld og levende i mit hoved. En ørn til at se løsninger på et problem. Men jeg vil gerne have tid undervejs til at forberede mig i ro. Så hvis du spontant omtaler en problematik eller udfordring for mig, får du måske ikke en respons fra mig straks. Men jeg reflekterer over det, du har sagt og vender tilbage til sagen på et senere tidspunkt.
  • Hvis du afbryder mig i mit arbejde, kan jeg godt finde på at være kort for hovedet. Det må du endelig ikke tage personligt, det er kun fordi, jeg skal bruge en hel del tid til at omstille mig, når inputtene bliver for mange.
  • I mine pauser har jeg brug for at slappe af i mit hoved. Derfor sidder jeg ind imellem for mig selv ved frokosten, eller jeg går måske en tur i stedet for at være sammen med jer andre. Det er ikke, fordi jeg ikke gider være sammen med jer, jeg er bare nødt til at samle energi alene og i stilhed.
  • Jeg vil helst sidde for mig selv, når jeg arbejder, fordi jeg ellers vil blive overstimuleret af småsnak, bevægelser, lyde osv. Så slipper jeg for at gå ud på fx toilettet for at få ro og samle energi. Til gengæld har jeg på den måde mulighed for at opsøge andre, når der er pauser. På den måde har du en medarbejder, som er kvalitetsbevidst, loyal og kompetent. Og samtidig er en god og givende kollega.
  • Jeg vil helst være fri for lyde fra radio, kopimaskine mv., når jeg arbejder. De fleste lyde risikerer at forstyrre min koncentration. Også rare lyde.
kvinde sidder bag computer og smiler glad

Hvad kan du gøre for at få det optimale ud af den dygtige medarbejder, du har ansat

Jeg er sikker på, at du har fanget budskabet. Men for en sikkerhedsskyld vil jeg sige, at hvis jeg skulle få for mange indtryk uden lidt ro imellem, så kan jeg blive ør i hovedet og kroppen … Jeg kan få svært ved at fokusere, og jeg glemmer ting. Jeg kan blive irritabel og tvær (men viser det sjældent). Jeg kan også få fysiske smerter som hovedpine, muskelsmerter eller kvalme, ja sågar tandpine kan jeg få.

  • Give mig ro – et stille sted at arbejde.
  • Give mig lov til at tænke før jeg taler, og gerne mere end et par minutter.
  • Give mig lov til at trække mig fra fællesskabet, uden at jeg ryger ud af det.
  • Give mig plads til at dyrke mine styrker uden at skulle være hæmmet af mine svagheder.
  • Lyt til mine behov, selvom de kan forekomme fremmedartede og usædvanlige.
  • Støt mig, så det bliver legalt og i orden over for kolleger, at jeg har denne måde at arbejde på. Jeg er garanteret ikke den eneste, hvis arbejde bliver yderligere optimeret af at opleve øer af ro og eftertænksomhed midt i en spændende og levende arbejdsdag. Hvad enten man nu er særligt sensitiv eller ej.

Mere skal der ikke til (smiley) … Du vil garanteret ikke fortryde det … TAK for at du tog dig tid til at læse dette.

Bliv klogere på særlig sensitivitet